Populær dansk app lukker i dag

Man skal fremover til at bruge Rejsebillet og Rejsekort, hvis man har benyttet sig af DOT Billetter-appen

Offentliggjort Sidst opdateret

DOT Billetter lukker og skifter til nye apps

DOT Billetter-appen lukker efter seks år, og brugerne skal nu benytte Rejsebillet og Rejsekort.

Denne ændring gør det lettere for passagerer og mere effektivt for trafikselskaberne.

DOT samarbejder med Metroselskabet, Hovedstadens Letbane, DSB og Movia for at forbedre transporten i regionen.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Tirsdag lukker DOT Billetter efter seks år, hvor rejsende med offentlig transport har kunnet købe billetter og pendlerkort via DOT Billetter-appen.

Det skriver Din Offentlige Transport (DOT) i en pressemeddelelse tirsdag.

Fremover skal digitale billetter til bus, tog, letbane og metro købes i de to apps Rejsebillet og Rejsekort.

Stine Sander, der er formand for DOT og direktør for kunder og kommunikation i Movia, forklarer, at man vil samle passagerne i landsdækkende løsninger.

- Det gør det både nemmere for passagererne og mere effektivt for trafikselskaberne.

- Med Rejsebillet og Rejsekort-app er det nu muligt at købe billet eller tjekke ind fra mobilen i hele Danmark, siger hun.

Siden 2019 har rejsende kunnet benytte sig af DOT Billetter, men det er slut efter tirsdag. I stedet skal man benytte de to apps Rejsebillet og Rejsekort for at købe sin billet. På billedet kan man se nogle julerejsende personer på Københavns Hovedbanegård 22. december 2020. (Arkivfoto).

1,3 millioner brugere 

DOT Billetter-appen blev udgivet i 2019 og har inden for det seneste år haft 1,3 millioner brugere.

Lukningen af appen blev allerede annonceret tidligere på året. I løbet af efteråret er billettyperne blevet flyttet fra DOT Billetter-appen til Rejsebillet og Rejsekort. Den overgang er nu fuldendt, skriver DOT i pressemeddelelsen.

Det gælder Ungdomskort, Pendlerkort, Pendler20, Erhvervskort, Enkeltbillet, City Pass, Eventbillet og 12-timersbillet.

Pendlerkort og biletter 

Rejsebillet-appen kan bruges til at købe pendlerkort og billetter til rejser i hele landet, mens Rejsekort-appen kan bruges til at tjekke ind og ud på rejsen.

Sidstnævnte app har over to millioner brugere, mens Rejsebillet-appen har over én million brugere.

DOT er et samarbejde mellem Metroselskabet, Hovedstadens Letbane, DSB og Movia, der skaber en forbundet transport på Sjælland, Lolland, Falster og Møn.

Frem til 31. december kan man stadig tilgå trafikinformation på DOT Billetter-appen.

Powered by Labrador CMS