Advarer hundeejere

En farlig parasit er i omløb

Ifølge advarslerne skal hundeejere være særligt opmærksomme på at få gjort rent efter deres hunde, hvis de går på toilettet i offentligheden.
Ifølge advarslerne skal hundeejere være særligt opmærksomme på at få gjort rent efter deres hunde, hvis de går på toilettet i offentligheden.
Udgivet Opdateret

Hundeejere i Esbjerg bliver advaret om, at der er en frygtet tarmparasit løs i lokalområdet. Det skriver JydskeVestkysten.

Esbjerg Dyrehospital har i et Facebook-opslag slået et slag for at få ordet spredt om, at giardia er noget, man som hundeejer skal kende til, så man har en idé om, hvad der sker, hvis ens hund udviser symptomer.

Kan ramme dyr og mennesker

Hvis din hund er smittet med giardia, får den mild til alvorlig diarré. Netdyredoktor skriver, at afføringen typisk er ildelugtende og lys i farven, og at man kan se spor af blod.

Giardia kan ramme både dyr og mennesker, og bliver man som menneske smittet, bliver ens tarme ramt af en infektion. Det skriver Sundhed.dk.

Symptomer på, at du er ramt, kan være mild diarré, kvalme, rumlen i maven og luft i tarmen, og infektionen kan behandles med antibiotika.

Problemet i Esbjerg

JydskeVestkysten skriver, at lokale hundeejere i Esbjerg de seneste dage har advaret hinanden om, at parasitten er løs.

Udfordringen er, at sygdommen kan smitte via afføring, så hvis hundeejere ikke gør rent efter deres kæledyr, der har besørget offentligt, er der fare for, at andre hunde kan blive smittet af den efterladte lort.

JydskeVestkysten henviser til to Facebook-opslag fra en lokal Facebook-gruppe, hvor to forskellige borgere minder om, at man skal huske at gøre rent efter sin hund, især når der er en parasit som giardia på spil i lokalområdet.

Powered by Labrador CMS