Advarsel: Denne kvinde snyder og plyndrer ældre

Københavns Vestegns Politi efterlyser en kvinde, der har trængt sig ind i en ældre dames lejlighed.

Udgivet Opdateret

En ældre kvinde sidst i 80’erne blev tirsdag eftermiddag narret til at åbne døren for en yngre kvinde i sin lejlighed på Kildebakkegårds Allé i Søborg.

Kvinden ringede på døren, og vadede direkte ind i lejligheden, da den ældre dame åbnede døren. Hun gik direkte mod den ældre dames medicinskab og forsynede sig selv med de medikamenter, hun mente, hun skulle have. Derefter forlod hun lejligheden igen. Det skriver Københavns Vestegns Politi i deres døgnrapport.

Københavns Vestegns Politi vil meget gerne i kontakt med vidner eller andre, der har set noget mistænkeligt i forbindelse med kvindens plyndring i Søborg.

Kvinden bliver beskrevet som dansk af udseende, og mellem 20 og 30 år gammel. 165-175 centimeter med almindelig kropsbygning og med hvid hudfarve og kort, sort hår.

Københavns Vestegns Politi kan kontaktes på telefonnummeret 43861448, eller naturligvis på 114.

Svindlere udgiver sig for at være fra Ældre Sagen

Det er ikke det eneste tricktyveri, ældre har været udsat for i efterårsferien. For for tiden hærger svindlere også i Jylland, kunne Newsbreak.dk tidligere berette om.

Her er en ældre dame i Kolt ved Aarhus blevet plyndret af tricktyve, der udgav sig for at være fra Ældre Sagen.

Derfor kommer Jacob Bøgesvang, der er souschef i Ældre Sagens frivilligafdeling med følgende advarsel, for der vil altid være nogle, der er ude på at narre andre:

– Der kommer aldrig nogen fra Ældre Sagen uanmeldt. Der vil altid være lavet en forudgående aftale. Desuden er alle de frivillige i Ældre Sagen, der kommer i private hjem, udstyret med identifikationskort med billeder på, som de kan fremvise, siger han om de mange eksempelvis besøgsvenner, der er tilknyttet foreningen.

Powered by Labrador CMS