Advarsel: Dette kosttilskud kan skade lever og nervesystem

Screendump af bodyoutlet.net.
Offentliggjort Sidst opdateret

Fødevarestyrelsen advarer forbrugerne mod at købe kosttilskud med den farlige planteingrediens Tribulus terrestris.

Fødevarerejseholdets kontrol af den udenlandske hjemmeside www.bodyoutlet.net har konstateret, at der fra hjemmesiden sælges et kosttilskud med navnet Mutant Test.

Kosttilskuddet indeholder den ulovlige planteingrediens Tribulus terrestris, der blandt andet kan skade leveren og centralnervesystemet, viser risikovurderinger fra DTU Fødevareinstituttet.

Hjemmesiden Bodyoutlet.net henvender sig til danske forbrugere, men er ikke registreret i Danmark, og er dermed ikke underlagt den danske lovgivning. Fødevarestyrelsen har derfor kontaktet de svenske myndigheder.

Råd til forbrugerne

Fødevarestyrelsen råder generelt forbrugerne til at være forsigtige ved køb af kosttilskud på internettet. Søg grundige oplysninger om et produkt, hvis det kun forhandles over internettet, men ikke sælges i almindelige butikker.

Særligt skal forbrugerne være varsomme ved køb af kosttilskud på udenlandske hjemmesider, da hjemmesiderne ikke er underlagt de danske myndigheders kontrol.

Powered by Labrador CMS