Advarsel fra DMI: Hedebølge ender i skybrud

Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

DMI forventer hedebølge over store dele af landet i weeekenden, og søndag advarer DMI om risiko for skybrud.

Der kommer officielt hedebølge over hele landet i løbet af weekenden, forventer DMI. Det vil sige, at gennemsnittet af de højeste temperaturer over tre dage ligger over 28 grader.

Lørdag og søndag forventer DMI temperaturer over 30 grader flere steder i landet. Især i Syd- og Sønderjylland bliver det varmt med temperaturer, der måske nærmer sig de 35 grader.

– Det ser dog ikke ud til, at vi kommer op over den hidtidige varmerekord for juli fra 1941 på 35,3 grader, skriver vagtchef Klaus Larsen på DMI’s hjemmeside.

Sommervarmen har dog sin pris i form af kraftigt regn- og tordenvejr, der kan ramme landet søndag.

– Søndag aften og natten til mandag kommer der kommer en koldfront ind over landet vestfra. I forbindelse med fronten kommer der regn, og især i den sydøstlige del er der også risiko for kraftige tordenbyger.

DMI har derfor udsendt et varsel om, at man søndag skal være forberedt på, at der kan komme skybrud – især i den sydøstlige del af landet.

Powered by Labrador CMS