Ærtebonde hyrer plukkere under usle forhold

Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Lange arbejdsdage og fyringer fra dag til dag er hverdagen for rumænerne, der plukker ærter hos landets største avler.

Arbejdsdage på 10-11 timer til langt under mindstelønnen, et kvalitets-afregningssystem for ærterne, der efter ejerens skøn kan halvere indtægten, og uberettigede fyringer.

Sådan er vilkårene tilsyneladende for østeuropæiske plukkere hos landets største ærteavler, Peter Skov Johansen i Refsvindinge på Østfyn, skriver Fyens Stiftstidende.

Den rumænske ambassade har bedt 3F om at undersøge forholdene, efter at 14 rumænere er blevet fyret uden varsel fra arbejdspladsen.

Det sker som følge af, at Peter Skov Johansen forrige år fik en bøde på 150.000 kroner for overtrædelse af overenskomsten.Fyens Stiftstidende har talt med tre fyrede og tre nuværende ansatte hos Peter Skov Johansen. De fem rumænere og en kroat fortæller ens­lydende om omgåelse af mindstelønnen på 132 kroner. 35-årige Zelika Kubicek beretter om arbejdsdage til langt ud på aftenen.

– Klokken 22 bliver der så hængt en seddel op om, at vi skal møde klokken halv fem næste morgen. Sådan kan man ikke arbejde i ugevis, siger kroaten, der blev fyret, fordi hun ikke kunne leve op til Peter Skov Johansens udlægning af, hvordan man opnår at tjene mindstelønnen.

– Det krævede, at jeg kunne plukke 24 kilo i timen, og jeg knoklede alt, hvad jeg kunne. Men ingen kan plukke 24 kilo i timen, siger hun.Avisens gennemgang af ærteplukkernes lønsedler viser også, at de langtfra tjener mindstelønnen. Desuden skal de betale 55 kroner i døgnet for at bo i en skurvogn og 10 kroner hver dag for at blive kørt ud i marken. En fridag koster 100 kroner.

3F Østfyn har i weekenden konfronteret Peter Skov Johansen med de ansattes og fyredes forklaringer, varslet et kontrolbesøg og anmodet 3F i København om at tage forholdene for danske ærteplukkere op på landsplan.

Hovedpersonen selv vil dog ikke kommentere sagen.Coop, der sammen med Dansk Supermarked sælger Peter Skov Johansens ærter, er også fåmælt, men informationsdirektør Jens Juul Nielsen vil se på sagen, hvis der kommer en henvendelse fra 3F.

Powered by Labrador CMS