Anja Andersens vej ud af forbandelsen

Galskab og genialitet kan være sider af en og samme mønt. Eller sagt med andre ord: Hvis Anja Andersen som håndboldspiller var krone, er hun i dag plat.

I sin storhedstid som frådende frontfurie på damelandsholdet var hun som en vulkan i konstant udbrud. Drevet af både vanvid og idéer, der i de bedste øjeblikke kunne genopfinde håndboldspillet på stedet og drive medspillerne fremad. Mod sejr for enhver pris. På godt og ondt.

Som træner satte hun samme høje standarder for sig selv og for sine spillere. Og måske var det årsagen til, at drømmen om at blive landstræner endte som et mareridt. Med benhårde angreb mod den part, der skulle have ansat hende – DHF. Hendes kategoriske tankegang kunne omfavnes i Slagelse, der blev Europas bedste hold, men ingen i DHF turde binde an med hende som ansvarlig for forbundets fremmeste vare. Og den konfrontatoriske vej var da også Anja Andersens foretrukne, da hun i 2005 endegyldigt smækkede med døren:

»Jeg ønsker udvikling. DHF bremser udvikling. Hvem kan nævne bare én ting, som DHF har gjort til gavn for håndbolden? Når man kender svaret, ved man også, hvorfor jeg ikke vil være landstræner under DHF,« skrev hun i en pressemeddelelse.

I dag er Anja Andersen som forvandlet. Og forandret. Det er egentlig en meget lille overraskelse, at hun overfor BT tirsdag annoncerede et stop for håndbold. Ikke bare for en tid, men for altid.

Hvis det handlede om religion, kirke og tro, ville man konkludere, at Anja Andersen nok havde set lyset og mødt sin gud. Og der hviler da også et skær af både frelst nyreligiøsitet og moderne management-retorik over hendes tilknytning til firmaet Pathfinder (Stifinder, red.).

Udvikling

Det er Pathfinders grundlægger og direktør, Lasse Zäll, som har været en altoverskyggende medspiller i den personlige udvikling, Anja Andersen har været igennem de seneste fem-seks år. En periode, hvor man som tv-seer flere gange har måttet knibe sig i armen ved synet af den en gang så højspændte håndboldfurie, der nu taler og agerer med nærmest lidenskabsløs afklaring. Helt uden den en gang så velkendte kant og konfrontationslyst.

Hvis en marsboer dumpede ned på planeten, og man påstod, at Anja – denne Anja – en gang var berømt og berygtet for sin fuckfinger og sine letantændelige udfald mod dommere, trænere, mod- og medspillere, ville det sikkert blive mødt med vantro hovedrysten.

Selv for os jordboere kan det være svært helt at omfavne den personlige udvikling, Anja Andersen er gået igennem. Hvad skete der lige dér? Er det udløst af elektrochok, livskrise eller lykkepiller?

Så sent som ved fyringen af landstræner Jan Pytlickpoppede Anja Andersens navn som det naturligste op på kandidatlisten. Nok mest som et udtryk for folkelig ønsketænkning. Ikke så meget bundet op på hverken resultater eller realiteter.

Tyrannen

Forklaringer har med garanti mange facetter. Men helt centralt står forholdet til Anja Andersens far, den tidligere landsholdsspiller Keld Andersen. Farmands indflydelse på datterens håndboldspil har været uomgængelig, men Keld Andersen kunne også være en krævende tyran med gigantiske ambitioner på sin talentfulde datters vegne.

Selv løftede Anja lidt af sløret, da hun for fire år siden gav et af sine sjældne interview.

Hun kunne huske, hvordan hun som barn kæmpede for at vinde sin fars gunst og opmærksomhed. Om ikke andet for at skåne sin søster og bror for patriarkalsk vrede. Det kunne hun til hver en tid gøre med en håndbold i hænderne.

»Min bror valgte at gå, og jeg kunne ikke lide at se min søster være ked af det. Så jeg tænkte: Jeg er nødt til at få min fars opmærksomhed over på mig, så han lader min søster være. Jeg havde lidt lyst til at slås med ham,« fortalte Andersen.

I december 2009 konfronterede hun selv sin far med en livslang dødvægt. En hæmsko for følelsen af selvværd.

»Jeg sagde til ham, at der var nogle ting, jeg havde brug for at tilgive ham. Jeg sagde: »Det her handler ikke om mig, det handler ikke om dig. Og jeg har bare brug for at sige, at der er nogle ting, jeg er nødt til at tilgive dig for simpelthen at få det bedre med mig selv. Det var meget vigtigt for mig,« indrømmede Andersen over for Ekstra Bladet.

Ulykkelig barndom

Sportens verden er tæt befolket med lysende personligheder, der også har måttet kæmpe med dysfunktionelle familierelationer som detonator. Det var tilfældet for Lance Armstrong og hans teenagemor. Det var kernen hos tennis-parret André Agas-?si og Steffi Graf. Og heller ikke Mike Tyson havde med en åndsfraværende far en opvækst som skåret ud af kernefamiliens idealbillede.

Man bliver ikke nødvendigvis noget geni af en ulykkelig eller problematisk barndom. Men sikkert er det, at sport kan give den nødstedte et sted at skinne igennem, et fællesskab og en form for selvværd.

Anja Andersens afsked med håndbolden har været en langtrukken proces. Som træner i Slagelse fik vi hende for fuld udblæsning. Vild, voldsom, kontroversiel, innovativ og succesfuld. Ja, sågar i romantisk knas med et par af de spillere, hun var leder for.

Den moderne Anja Andersen er en helt anden. I dag plæderer Anja Andersen med sit katalog af coaching-idéer for, at spillerne selv tilrettelægger træningen, at man selv udstikker taktikken, sætter holdet og sågar spiller uden træner, hvis det skal være.

Det er en filosofi uendelig langt fra den mytologiserede Anja Andersen, der gik forrest og vandt OL-guld i Atlanta i 1996 efter en historisk hårrejsende finalekamp mod Sydkorea. Eller den meget markant kompromisløse trænerskikkelse, som siden førte Slagelse til sejr i Champions League.

Den Anja Andersen findes ikke rigtigt mere. Verdens bedste Anja har forladt bygningen. Og hun ser da heldigvis ud til at have fundet vejen hjem.