Anklager erklæret inhabil i kæmpe banksag

Newspaq
Udgivet Opdateret

Anklager i sag mod bankchefer er ifølge Vestre Landsret inhabil. Hun bliver nu sat af sagen.

Vestre Landsret finder Bagmandspolitiets anklager i en stor sag mod otte bankchefer inhabil. Anklager Ane Kallmeyer er dermed sat af sagen, oplyser advokat Andro Vrlic.

Otte chefer fra Ebh Bank, Morsø Sparekasse og Sparekassen Kronjylland er i sagen anklaget for mandatsvig, bedrageri og kursmanipulation.

Anklager Ane Kallmeyer har tidligere været privat advokat, og i den forbindelse har hun arbejdet med konkursboet i Ebh Fonden.

– Som advokat kan hun have modtaget fortrolige oplysninger, som forsvarerne i sagen ikke har adgang til, fortæller Andro Vrlic, der er forsvarer for en af de tiltalte bankchefer.

Det er blandt andet på den baggrund, at Vestre Landsret har vurderet, at Ane Kallmeyer skal sættes af sagen.

– Jeg synes jo, at hun er oplagt inhabil, når hun tidligere har givet udtryk for, at der er foregået kursmanipulation, siger Andro Vrlic. Han mener, at anklageren dermed indirekte har taget stilling i sagen.

Hos Bagmandspolitiet har specialanklager Jørn Thostrup, som arbejder sammen med Kallmeyer på sagen, foreløbig ingen kommentarer.

– Jeg har endnu ikke set noget på tryk, så jeg har ingen kommentarer, siger han til Ritzau.

Det er anden gang, at Vestre Landsret har kendt en anklager fra Bagmandspolitiet inhabil i en stor sag om kursmanipulation.

Det skete også i marts i år, da vicestatsadvokat Hans Fogtdal blev sat af en sag mod Sparekassen Himmerland, da forsvarerne satte spørgsmålstegn ved hans upartiskhed i sagen mod to direktører og tre mellemledere.

Ane Kallmayer var indtil torsdag anklager i Bagmandspolitiets nye store sag, hvor hele otte bankchefer er på anklagebænken. De er tiltalt for kursmanipulation for 6,9 millioner kroner samt for mandatsvig og bedrageri for 10,5 millioner kroner.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS