Anklaget abortklinik-dræber kalder sig “kriger for babyer”

Den mand, der lige nu sidder på anklagebænken i USA for det voldsomme angreb på en abortklinik i november, kalder sig selv en kriger for babyerne.

Robert Lewis Dear, da han blev anholdt den 27. november efter en lang skududveksling med politiet. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

En bemærkelsesværdig retssag er netop nu i gang i Colorado, USA.

57-årige Robert Lewis Dear, der er anklaget for at have slået tre personer ihjel på en abortklinik i byen, sidder i disse dage foran en dommer. I retssalen tegner der sig et billede af en forstyrret mand, der i øvrigt påtager sig al skyld.

Der er rent faktisk ingen konkrete udmeldinger om Dears motiv for det voldsomme angreb på abortklinikken, der kostede tre personer livet – heriblandt en politibetjent – men det synes klart, at den anklagede var kraftig modstander af abort.

Under retsmødet onsdag lokal tid skulle han ifølge nyhedsbureauet AP have udtrykt, at han er skyldig og have kaldt sig selv en “kriger for babyerne”.

Kendes han skyldig, vil han risikere dødsstraf.

Offer for censur

Manden satte sig desuden imod statsanklagerens ønske om at begrænse offentlighedens indblik i sagen.

Robert Dear kalder det et angreb på hans ytringsfrihed og et forsøg på at skjule rædslerne, der foregår på abortklinikker i USA.

– I vil aldrig vide, hvad jeg oplevede inde på den klinik. Grusomheder. Babyerne. Det er det, de vil skjule, råbte han.

Angreb med riffel

De tre dræbt i det voldsomme angreb i slutningen af november er blevet identificeret. Den ene er føromtalte politimand Garrett Swasey. De øvrige er Irak-veteranen Ke’Arre Stewart og Jennifer Markovsky. Begge civile.

Under angrebet stormede Robert Dear klinikken Planned Parenthood i byen Colorado Springs med en riffel. Det udviklede sig, da politiet rykkede ud, og en fem timer lang skudveksling begyndte, og endte med anholdelsen af Robert Dear, der råbte ting som “ikke flere babydele”. Ni personer blev såret ved angrebet.

Han er i retssalen citeret af Denver Post citeret for at have udbrudt, at abortklinikker slår mennesker ihjel.

– Dræber babyerne, det er, hvad abortklinikker gør!

Forsøges mentalundersøgt

Den anklagedes beskikkede forsvarer forsøgte at få dommeren til at acceptere et ønske om at få Robert Dear mentalundersøgt på grund af, hvad advokaten kalder åbenlyse problemer.

Dear selv udbrød atter:

– Du prøver at få mig til at tie.

USAs abort-angreb

Powered by Labrador CMS