Bad Bunny sletter alt efter Super Bowl-optræden

Musikeren fra Puerto Rico, der optrådte i halvlegsshow til Super Bowl, har 53 millioner Instagram-følgere

Offentliggjort Sidst opdateret

Bad Bunny sletter Instagram-indhold efter Super Bowl

Bad Bunny har fjernet alle opslag og sit profilbillede fra Instagram efter sin Super Bowl-optræden.

Musikeren, der har over 53 millioner følgere, har ikke forklaret årsagen til sletningen.

Hans profil indeholder nu kun et link til hans kommende album fra 2025.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den puertoricanske musikstjerne Bad Bunny, der natten til mandag var hovednavnet i pauseshowet til Super Bowl, har fjernet alle opslag på det sociale medie Instagram.

Det skriver mediet E! News og flere andre amerikanske medier.

Samtidig har den 31-årige musiker, hvis borgerlige navn er Benito Antonio Martínez Ocasio, også slettet sit profilbillede på Instagram, hvor han har mere end 53 millioner følgere.

Samtidig er han stoppet med at følge andre profiler på det sociale medie.

Det eneste, der er tilbage på Bad Bunny-profilen, er et link til musikerens album fra 2025 - Debi Tirar Más Fotos.

Bad Bunny har ikke kommenteret årsagen til, at indholdet på Instagram-profilen er taget væk.

Musikeren har også fjernet profilbilledet fra sin konto på det sociale medie X.

Super Bowl 

Natten til mandag dansk tid indtog den spansksyngende puertoricaner en af de største scener i pausen af Super Bowl - som er finalen i ligaen for amerikansk fodbold, NFL.

I et stort anlagt show gik Bad Bunny blandt andet rundt på en mark med sukkerør med dansere bag sig. Med på scenen havde han blandt andre den amerikanske sanger Lady Gaga og landsmanden Ricky Martin.

USA's præsident, Donald Trump, var ikke begejstret for Bad Bunnys optræden, som præsidenten kritiserede på sit sociale medie, Truth Social. Blandt andet fordi der blev sunget på spansk.

- Halvlegsshowet i Super Bowl er helt forfærdeligt, et af de værste nogensinde. Det giver ingen mening, skrev Trump.

- Ingen forstår et ord af, hvad denne fyr siger, og dansen er modbydelig, især for små børn, der ser med fra hele USA og resten af verden.

Bad Bunny optrådte natten til mandag dansk tid i pausen ved Super Bowl. (Arkivfoto).

Gik hårdt til den 

Forud for Super Bowl var der blevet spekuleret i, om Bad Bunny ville benytte den massive eksponering til at kritisere Trump og hans administration foran millioner af seere. Det gjorde han dog ikke.

Til Grammy-uddelingen en uge tidligere gik Bad Bunny hårdt til den omstridte immigrationsmyndighed ICE, da han modtog prisen for Bedste Latin-urbane Album.

ICE står i spidsen for gennemførelsen af Trumps planer om at masseudvise migranter.

- Før jeg takker Gud, vil jeg sige "Ud med ICE". Vi er ikke vilde, vi er ikke dyr, vi er ikke fremmede. Vi er mennesker, og vi er amerikanere, sagde han.

Puerto Rico, hvor Bad Bunny er fra, er et selvstyrende amerikansk territorium.

Powered by Labrador CMS