Bilejere betaler rekordbeløb i forsikringer

Foto: Sergey Nivens/Scanpix
Udgivet Opdateret

Konkurrencen på området for bilforsikringer er begrænset, mener forsikringsmægler.

2014 var et rekordår for indbetalinger til bilforsikringer i Danmark med i alt 18 milliarder kroner. Det er godt tre milliarder mere end for fem år siden.

Samtidig var forskellen på forsikringsselskabernes indtægter og erstatninger til bilejerne, altså selskabernes bruttofortjeneste, også rekordstor sidste år, skriver Jyllands-Posten.

Ifølge en forsikringsmægler er udviklingen tegn på, at konkurrencen på området er for svag.

– På markedet for bilforsikringer er konkurrencen begrænset, og det fremgår af de her tal. Til trods for, at selskaberne tjener gode penge, så er der ikke nogen, der sætter priserne ned, siger Søren Lindbo, direktør for den danske afdeling af den globale forsikringsmægler AON, til avisen.

Siden 2010 er indbetalingerne til at forsikre biler steget med 22,7 procent, mens udbetalingerne er gået frem med 13,7 procent. I perioden er bilparken herhjemme samtidig vokset med godt syv procent.

Dermed følger den andel af præmieindtægterne, som ryger den anden vej til at dække skader på biler, ikke med selskabernes indtjening.

Og det burde ifølge projektleder Lars Baadsgaard fra Forbrugerrådet Tænk “alt andet lige afstedkomme”, at bilejerne burde betale mindre for at få deres køretøjer forsikret.

Men det bliver afvist af forsikringsselskaberne. Det holder ikke at hæfte sig ved, at både præmierne og selskabernes bruttofortjeneste på bilforsikringer satte rekord i 2014.

– Forskellen mellem udgifter og indtægter går op og ned. Når der er hårde vintre, skal selskaberne udbetale mere i erstatning. Når de er milde, skal de udbetale mindre, oplyser brancheforeningen Forsikring og Pension, i et skriftligt svar til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS