Bilister måtte undvige: Vanvidsbilist flygtede fra politiet mod køreretningen

Politiet havde travlt i det vestlige Aarhus for nylig.

Udgivet Opdateret

Det gik så absolut ikke stille af sig, da Østjyllands Politi for ganske nylig tog opstilling i det vestlige Aarhus med det formål at kontrollere trafikken. Det oplyser fungerende vicepolitiinspektør Jeppe James Olsen i en pressemeddelelse.

For eksempel valgte en bilist en ganske vanvittig løsning, da politiet gerne ville tale med ham. Da han var blevet målt til at køre 106 kilometer i timen på Ringvejen – her er det tilladt med maksimalt 70 kilometer i timen – stak han af. Eller forsøgte i hvert fald.

Han stak af via nærliggende Edwin Rahrs Vej, hvor han både kørte over for rødt og mod færdselsretningen, så tre bilister måtte undvige for ikke at blive ramt. Da han ramte en kantsten, punkterede bilen.

– Da bilen punkterede, stak føreren og to passager af fra bilen. Føreren blev dog indhentet af en betjent. Det viste sig, at han ikke havde kørekort, og at bilen ikke var registreret, men derimod forsynet med stjålne nummerplader. Samtidig var føreren i besiddelse af en ulovlig kniv, så det kan han også se frem til en bøde for, siger Jeppe James Olsen i pressemeddelelsen.

21 sager

Det blev til i alt 15 klip i kørekort og seks sager om betinget frakendelse af kørekortet, da politiet fredag eftermiddag og aften havde arrangeret den skærpede kontrol i Aarhus V. Flere af fartsynderne var tilsyneladende gengangere.

En ung mand, der havde haft kørekort i et år og allerede havde tre verserende sager med klip i kørerkortet, blev på Ringvejen målt til at køre med komplet vanvittige 124 kilometer i timen.

– Fordi det er under to år siden, at han har fået kørekortet, udløser hastighedsovertrædelsen i fredags et kørselsforbud, fortæller Jeppe James Olsen.

I alt blev det til 15 hastighedssager, fem der kørte over for rødt og to ulovlige overhalinger. Det er ifølge vicepolitiinspektøren relativt mange sager på få timer.

– Det handler om alles sikkerhed, så vi kommer til at følge op på fredagens indsats med flere indsatser fremover,” afslutter fungerende vicepolitiinspektør Jeppe James Olsen.

Det var i øvrigt ikke kun i Aarhus V, der blev uddelt bøder i fredags. En anden bilist måtte inden for få timer af med to gange 3000 kroner og modtage to klip i kørekortet. Først blev han nemlig standset på Ringvejen med 104 kilometer i timen, og tre timer senere var han så på Skanderborgvej med 98 kilometer i timen mod tilladt 70 kilometer i timen.

Powered by Labrador CMS