Birthe Rønn til Støjberg: Du er uliberal

Birthe Rønn Hornbech angriber sin partifælde Inger Støjberg. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO
Udgivet Opdateret

Inger Støjbergs forslag om at forskelsbehandle indvandrere er ikke i orden, mener Birthe Rønn.

Endnu en Venstre-profil angriber nu et forslag fra Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, der vil stille forskellige krav til indvandrere, skriver jp.dk.

Tidligere integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) langer usædvanligt hårdt ud efter ideen, som mandag blev lanceret af Støjberg.

– Der er tale om uliberal politik og politik stridende imod konventioner, når Inger Støjberg vil udøve negativ særbehandling af muslimer. Hun afslører også ukendskab til somalierne. Nogle dansk-somaliere kommer fra høje sociale lag og har bedre internationalt udsyn, højere uddannelse og kan flere sprog end Inger Støjberg, siger Birthe Rønn Hornbech til Jyllands-Posten.

Kritikken kommer, efter at Inger Støjberg mandag i en kronik i Berlingske skrev, at der skal stilles forskellige krav til indvandrere, alt efter om de kommer fra et “kristent USA” eller et “muslimsk Pakistan eller Somalia”.Støjberg påpegede efterfølgende, at det er ikke-vestlige indvandrere med muslimsk baggrund, der udgør den største integrationsudfordring i Danmark, og at der bør sorteres i indvandringen. Hun varslede, at forskelsbehandlingen vil blive konkretiseret, når Venstre i august fremlægger et nyt udlændingeudspil.Birthe Rønn Hornbech mener, at Støjberg går den helt forkerte vej, og at det er et forventeligt “løftebrud”

– Det er bedre for Danmark at lægge vægten på, hvordan vi får fat i mere af denne højtuddannede, flersprogede internationale elite. Støjbergs politik bliver aldrig til noget, siger Birthe Rønn Hornbech.

Flere andre Venstre-medlemmer er også gået i rette med Inger Støjbergs tanker. Allerede mandag udtrykte Venstres medlem af EU-Parlamentet, Jens Rohde, “bekymring” over forslaget om forskelsbehandling. Tirsdag fastslog Venstres udviklingsordfører, Jakob Ellemann-Jensen, på Facebook, at der ikke skal gøres forskel på krav til indvandrere.

– Kravene må og skal være de samme, skriver han på Facebook med henvisning til at leve op til værdier som frihed, frisind, ligestilling og tillid.

– De krav skal vi stille til alle, der vil være en del af det danske samfund, og naturligvis er kravene de samme, uanset hvor man kommer fra, eller hvilken religion man har, skriver Jakob Ellemann-Jensen.

Få timer efter sagde Venstres tidligere formand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen til Berlingske, at han forventer, at Inger Støjberg har udtrykt sig “uklart”, når hun siger, at der skal stilles forskellige krav til indvandrere. Han advarer Venstre mod at tilnærme sig Dansk Folkeparti.

– Jeg går ud fra som en given ting, at hun er kommet til at udtrykke sig uklart, for den form for forskel kan man ganske enkelt ikke gøre. Der er ingen tvivl i mit sind om, at man selvfølgelig ikke kan begynde at stille forskellige regler op for folk, og så er den sådan set ikke længere, sagde Uffe Ellemann-Jensen til Berlingske.

I kronikken mandag gav Inger Støjberg en opsang til en særlig gruppe muslimske indvandrere i Danmark – den del som ikke accepterer demokrati og ytringsfrihed. Står det til Venstre skal netop indvandrere fra ikke-vestlige lande derfor mødes med skrappere krav end f.eks. indvandrere fra Sverige eller USA.

– Det er ikke nødvendigt at stille samme krav til alle, for i hovedreglen er det sådan, at der er en stor forskel på evnen og viljen til integration, alt efter om det er en kristen amerikaner eller svensker og en muslimsk somalier eller pakistaner, der kommer hertil, skrev Inger Støjberg i kronikken.

– Sagt ligeud så er det primært muslimske indvandrere, der ikke hylder demokratiet og friheden, skrev hun videre.

Powered by Labrador CMS