Bøde til café for tagging på Facebook

Den har overtrådt spamforbuddet

Udgivet Opdateret

En café er idømt en bøde for at stille krav om at ”tagge” venner i SoMe-konkurrencer.

Det oplyser Forbrugerombudsmanden. 

Café Velvet ApS i Vejle er af Retten i Kolding kendt skyldig i overtrædelse af spamforbuddet. Forbrugerombudsmanden havde politianmeldt caféen for at have udskrevet konkurrencer via Facebook, hvor det var et krav, at deltagerne skulle tagge deres venner for at deltage.

Det er ulovligt at kræve, at deltagere skal tagge deres venner for at deltage i konkurrencer på sociale medier. 

Det har Retten i Kolding netop afgjort i en sag, hvor Forbrugerombudsmanden havde politianmeldt en café i Vejle for denne praksis.

Udløser notifikation

Når man tagger en person, udløser det en notifikation til den taggede person, hvor der henvises til virksomhedens konkurrence. 

Dermed modtager den taggede person markedsføringsmateriale uden at have givet samtykke hertil, og det er en overtrædelse af markedsføringslovens forbud mod spam.

Tidligere anmeldt

Forbrugerombudsmanden politianmeldte Café Velvet (tidligere Café Venedig) for at have afholdt 12 konkurrencer på Facebook. 

Konkurrencerne blev afholdt i perioden fra udgangen af september 2019 til medio september 2020. 

- Forbrugerne skal give samtykke, før en virksomhed må sende markedsføring til dem. Det gælder også på de sociale medier, hvis en virksomhed fx foranlediger, at forbrugere bliver kontaktet gennem andre forbrugere på virksomhedens vegne, siger Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen
Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen

12 konkurrencer

Forbrugerombudsmandens undersøgelser viser, at der i denne periode blev sendt 3.067 notifikationer som følge af tags af personer i de 12 konkurrencer.

I dommen skriver Retten i Kolding blandt andet:

”Det er rettens opfattelse, at en konkurrence med krav om tagning af personer for deltagelse - til trods for manglende direkte aftale om markedsføring - har en sådan karakter og incitament for deltageren, at selvom det er en ukendt kreds af personer, der deltager og ved tagning videresender markedsføringen til endnu en ukendt og ubestemt kreds af personer, som modtager en notifikation i notifikationsindbakken på deres facebookside, så vil en konkurrence med krav om tagning skulle anses som markedsføring hidrørende fra den erhvervsdrivende, og derfor for omfattet af markedsføringslovens § 10, stk. 1.”

Caféen skal som følge af dommen betale en bøde på 10.000 kroner.

Powered by Labrador CMS