Borgmester i cykelstyrt: Fik Asfalteksem og flere knoglebrud

Randers’ borgmester Claus Omann Jensen (V) styrtet på cykel – pådrog sig flere knoglebrud. Arkivfoto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Borgmester Claus Omann Jensen (V) fra Randers har pådraget sig flere knoglebrud efter et styrt på cykel i weekenden. Det skriver Randers Amtsavis.

Med 35 kilometer i timen forsvandt cyklen under ham, da han ville dreje til højre i et kryds på vej til sit hjem i Tebbestrup søndag eftermiddag.

Borgmesteren røg direkte i asfalten, og det kostede ham en brækket højre hånd og et par brækkede ribben foruden en omgang asfalteksem efter nærkontakt med vejbanen.

»Her mindre end 24 timer siden styrtet er det svært at sige, hvor slemt det er,« siger kommunaldirektør Hans Nikolaisen til Randers Amtsavis.

Seneste melding fra Omann Jensen til borgmesterkontoret er dog, at han satser på at være tilbage på arbejdet tirsdag.

Den cykelglade borgmester overholdt i øvrigt alle regler om cykelhjelm.

»Ellers ville det nok være gået endnu værre,« siger kommunaldirektøren.

BNB

Powered by Labrador CMS