Børn kan blive belastet ved deleordning
Mange skilsmissebørn flytter hver eneste uge og bor skiftevis hos deres mor og far.
Siden forældreansvarsloven blev vedtaget i 2007, er antallet af børn, der flytter mellem deres forældre steget markant, skriver Kristeligt Dagblad. Dog er det ikke opgjort, præcis hvor mange børn der bor på den måde.
Men ordningen er ikke altid den bedste løsning, lyder det fra flere eksperter, og mange forældre sætter deres egne behov foran deres børns, når de vælger deleordningen, siger børne- og familiepsykolog Ulla Dyrløv til avisen. Derfor anbefaler hun, at skilsmisse børn bor mest hos den ene af forældrene.
»Undersøgelser viser, at langt de fleste børn bedst kan lide at have en fast base. De børn, der siger, at det fungerer med en syv-syv-ordning, begrunder det ofte med, at så slipper de for at skulle have dårlig samvittighed over for den ene af forældrene,« siger Ulla Dyrløv til avisen.
Hvis syv-syv-deleordningen skal fungere, kræver det, at forældrene har et uproblematisk forhold til hinanden, ligesom det også er vigtigt, at forældrene bor i samme skoledistrikt, så børn ikke hele tiden bliver hevet ud af deres vante miljø, lyder det fra eksperterne.