Børn sigtet for bedrageri: Snød med slik-vægten – nu svarer politiet igen
Et opslag fra Nordsjællands Politi her affødt en masse spørgsmål. Nu svarer politiet igen.
Tre 15-årige drenge forsøgte lørdag at snyde med vægten i slikafdelingen i et supermarked i Hillerød.
De havde fyldt slik i poserne for 133 kroner – men forinden havde de påklistret priser på omkring de fem kroner per pose.
Det blev opdaget, og de tre drenge kan nu se frem til at få en plet på straffeattesten for bedrageri.
Den historie valgte Nordsjællands Politi at dele på kredsens Facebookside – til skræk og advarsel for landets unge mennesker, skulle de få samme ide.
Det opslag har fået en del mennesker til at reagere.
Det har fået politikredsen til igen at fare til tasterne.
Opslaget starter sådan her:
“Mange af jer syntes, det var en helt fin håndtering, men nogle af jer stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor vi i det hele taget rykkede ud til sådan en anmeldelse. Og nogle af jer undrede jer også over, hvorfor tre 15-årige drenge skulle have en betinget notering eller en plet på deres straffeattest for bevidst at have snydt med prisen på noget bland-selv-slik”.
Herefter svares der på flere spørgsmål. Blandt andre: Hvorfor rykker i ud til sådan en sag, de skulle kun have en løftet pegefinger, og hvad med straffeattesten.
“Det er ganske rigtigt ikke verdens største sag, og havde der for eksempel været et masseslagsmål i gang på samme tid, var det måske ikke sikkert, at vi kunne prioritere at rykke ud til henvendelsen. Men nu havde vi altså en ledig vogn, og så rykkede vi ud, idet en anmelder ringede og bad om vores assistance til noget, der åbenlyst lå inden for vores arbejdsområde.
Vi bliver ellers oftest beskyldt for at rykke for lidt ud, men nu har vi altså også prøvet at blive beskyldt for det modsatte”, står der som svar på første spørgsmål.
Pegefinger eller straf?
Til spørgsmålet om, hvorfor de tre drenge ikke slap med en løftet pegefinger på grund af deres alder, svarer kredsen:
“De er over den kriminelle lavalder, og fordi der er en modpart, der anmelder dem for noget kriminelt.”
Og straffeattesten
Så er vi nået til spørgsmålet om straffeattesten:
Et forhold som snyd med bland-selv-slik fylder mindre på straffeattesten, hvis det er begået af en 15-17-årig sammenlignet med, hvis det er begået af en på 18+ år. Faktisk er det sådan, at en forseelse som denne slet ikke figurerer på straffeattesten, hvis det er første forseelse fra den 15-17-årige, så længe forseelsen ikke bliver fulgt op af en ny kriminel handling inden for de næste tre år.
Det kan I læse mere om her, hvor du kan blive klogere på børneattester.