Brøndby må låne millionsum af Jan Bech

Brøndby ser langt efter de millioner, som de har til gode ved Palermo. Foto: Claus Bech/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Brøndby har endnu ikke fået de millioner, som Palermo skylder

Brøndby har fortsat ikke fået de millioner, som klubben har til gode hos Palermo i forbindelse med Simon Makienok-handlen. Derfor har klubben nu måttet låne 14 millioner kroner af klubbens ejer og bestyrelsesformand, Jan Bech Andersen.

Det oplyser man i en fondsbørsmeddelelse.

»Brøndby IF har fortsat ikke modtaget en væsentlig aftalt transferindbetaling. Derfor har Brøndby IF indbragt modparten for FIFA Players’ Status Committee, og FIFA Players’ Status Committee har påbegyndt behandlingen af sagen.«

For at holde driften kørende har Brøndby optaget et lån på 14 millioner kroner hos Jan Bech Andersen. Lånet bliver forrentet med 5 procent og skal senest være tilbagebetalt 31. juli 2016.

»Som klub har vi aldrig oplevet noget lignende. Vi ønsker fair play på banen, men det skal også gælde uden for kridtstregerne. Derfor har vi indbragt modparten for FIFA Players’ Status Committee. Det er vores klare forventning, at FIFA behandler denne sag med den retmæssige alvor, situationen kræver. Vi har optrådt med stor tålmodighed, men trods adskillige tilsagn om det modsatte fra modparten har vi ikke modtaget den pågældende transferbetaling. Da vi ikke kan få klarhed over, hvornår vores retmæssige transferbetaling vil finde sted, har vi dags dato valgt at gennemføre en midlertidig finansiering. Det kommer til at dække det hul, den manglende transferbetaling har givet i vores budget,« siger Brøndbys administrerende direktør Søren Vadmand.

Klubben forventer fortsat et underskud på 15-25 millioner før skat for dette regnskabsår.

Powered by Labrador CMS