Carl Holst frasiger sig en del af omstridt eftervederlag

Carl Holst. Foto: Claus Fisker/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Forsvarsminister Carl Holst (V) har bedt om at få stoppet alle fremtidige udbetalinger af sit eftervederlag fra Region Syddanmark. Det oplyste han torsdag aften i et interview med TV 2 Nyhederne.

Carl Holst har fået massiv kritik for at beholde 833.040 kroner, som han har modtaget i eftervederlag fra jobbet som formand for Region Syddanmark. Forsvarsministeren begrunder sin kovending med, at debatten har flyttet fokus fra arbejdet som forsvarsminister.

»Den (debatten, red.) skygger for mit virke som forsvarsminister. Jeg arbejder med mange alvorlige sager. Vi sender soldater i krig, og det overskygger for de soldater, vi har i internationale missioner,« sagde Carl Holst.

Carl Holst har allerede modtaget en del af eftervederlaget, og han oplyser, at det kun er de fremtidige udbetalinger, han frasiger sig. Hidtil har han stået fast på, at han ville modtage hele eftervederlaget:

»Jeg fik udbetalt dobbeltløn, og nu får jeg lønnen som forsvarsminister og ikke lønnen, som jeg var berettiget til som eftervederlag,« forklarede han til TV 2 Nyhederne.

»Jeg vil bare ikke have, det skal skygge for den kamp for Danmarks suverænitet, et godt forsvar og kampen mod Islamisk Stat,« lød det fra Carl Holst.

Powered by Labrador CMS