Chokolade trækkes tilbage: Kan give farlig reaktion

Fødevarestyrelsen har fredag tilbagekaldt dessertchokolader.

Udgivet Opdateret

Hvis du står og skal til at have noget lækkert chokolade til desserten, så bør du måske lige tjekke indpakningen igen. Fødevarestyrelsen har nemlig netop udsendt en pressemeddelelse, hvor de skriver at dessertchokolader af mærket princip er trukket tilbage.

Det drejer sig om en pakke med otte stykker chokolade i med en vægt på 80 gram. Produktionsdatoer er fra: 1/1-2018, mens det er skrevet, at de har bedst før datoerne: 9/2-2019, 26/3-2019 og 25/7-2019.

Der er fundet hasselnødder i produktet, men disse fremgår ikke af ingredienslisten. Og dette er et problem, da hasselnødder er en allergen. Det betyder også, at der er risiko for, at folk kan blive syge af produktet, hvis man er allergiker.

Solgt i hele landet

Dessertchokoladerne er blevet solgt af Salling Groups butikker – og det fremgår af meddelelsen fra Fødevarestyrelsen, at chokoladerne også indgår i gavekasser og gaveposer.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at personer der lider af intolerance overfor hasselnødder ikke bør spise produktet. Derudover kan produktet leveres tilbage til butikken, hvor det er købt – ellers kan produktet kasseres.

Virksomheden, der står bag produktet er Eliza Chokolade. Virksomheden har ikke ønsket at kommentere sagen, da Newsbreak.dk henvendte sig.

Powered by Labrador CMS