Coronavirus: SAS dropper flyvninger

Fra torsdag indstiller SAS fly til Hongkong og skærer ned i flyvninger til blandt andet Norditalien.

Udgivet Opdateret

Spredningen af coronavirus får luftfartsselskabet SAS til at indstille flyvninger til Hongkong fra 5. marts.

Derudover skærer SAS ned i antallet af flyvninger på kortere distancer herunder til Norditalien.

Det oplyser SAS i en meddelelse tirsdag.

– Som følge af udbruddet af Covid-19(sygdommen som følge af coronavirusset, red.) og de globale tiltag for at inddæmme spredningen af virusset, er efterspørgslen efter vores rejser blevet påvirket, skriver SAS.

Som følge af de færre kunder, der ønsker at købe SAS-rejser, skærer selskabet ned i antallet af flyvninger på nogle af de kortere distancer såsom til Norditalien.

SAS skriver, at de færre flyvninger skal give færre udgifter til eksempelvis brændstof.

Samtidig med ændringerne kasserer SAS sine forventninger til årsregnskabet for det skæve regnskabsår 2020.

Powered by Labrador CMS