Danish Air Transport redder ferie for Atlantis-gæster

Pressefoto.
Udgivet Opdateret

I stedet for SAS flyver Danish Air Transport Atlantis-gæster til og fra Sharm el-Sheikh på lørdag.

Atlantis Rejser sender fortsat 300 gæster af sted til Sharm el-Sheikh på lørdag, selv om SAS, der skulle have fløjet gæsterne derned, har valgt at indstille flyvningen.

Og selskabet henter også 350 gæster hjem fra destinationen samme dag.

– Vi har indledt et midlertidigt samarbejde med Danish Air Transport (DAT), der flyver vores gæster på lørdag, siger Pernille Ammitzbøll, kommunikationschef hos Atlantis Rejser.

Apollo Rejser aflyser

Apollo Rejser har derimod valgt at ringe til sine 35 gæster, der skulle derned, med den melding, at rejsen er aflyst, og at de kan få pengene tilbage.

Kommunikationschef i Apollo Rejser, Glenn Bisgaard, er uforstående over for, hvorfor SAS har indstillet flyvningen.

– Normal praksis er, at aktører i rejsebranchen følger den vejledning, der kommer fra udenrigsministeriet, siger han til Ritzau.

Danish Air Transport (DAT) har hovedsæde nær Vamdrup ved Kolding.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS