Danish Crown i uventet fyringsrunde

Det er en rigtig træls situation, lyder det fra en direktør i virksomheden.

Det er mangel på slagtesvin, der fører til fyringerne. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.
Udgivet Opdateret

Danish Crown fyrer 175 medarbejdere på landets største slagteri i Horsens.

Det fremgår det af en pressemeddelelse fredag eftermiddag.

Det sker, fordi Danish Crown har fået markant færre grise til slagtning, end hvad man havde forventet.

– Det er en rigtig træls situation. Vi så en lille stigning i leverancerne af slagtesvin gennem 2018, men siden nytår har vi oplevet et fald på omkring fem procent i forhold til sidste år, siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown Pork.

– Derfor er det nu nødvendigt at tilpasse kapaciteten, og vi kommer efter alt at dømme til at sige farvel til omkring 175 medarbejdere, tilføjer han.

Ud over Horsens tilpasses kapaciteten på slagteriet i Herning. Her er forventningen, at det kan ske ved naturlig afgang, oplyser Danish Crown.

 

Powered by Labrador CMS