Dankort vil erstatte bunkevis af kundekort

Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Som en ny funktionalitet på Dankortet kan forretninger nu tilknytte deres loyalitets- eller kundeprogram direkte til Dankortet

Det betyder, man som kunde ikke længere skal medbringe sit kundekort, når man vil gøre brug af fordele og rabatter, og at man som forretning ikke længere behøver udstede fysiske loyalitetskort til sine kunder. Alting registreres, når man betaler med sit Dankort.

– Det skal være nemt, enkelt og ikke mindst effektivt, når man betaler med Dankort. Derfor har vi valgt at give forretninger og udbydere af loyalitetskoncepter mulighed for at koble deres loyalitetsprogrammer direkte til Dankortet – til glæde for dem selv og ikke mindst deres kunder, der slipper for at medbringe og registrere deres loyalitetskort hver gang de betaler, siger Mette Munck, Senior Manager i Nets med ansvar for Dankort.

Forretninger, der har valgt at knytte deres loyalitetsprogram til Dankortet, betaler et beløb pr. kunde pr. kvartal, der har tilmeldt deres Dankort til loyalitets-programmet. Denne omkostning opvejes af de besparelser, som forretningen vil have på udstedelse og administration af egne loyalitetskort samt reduceret ekspeditionstid.

Forretningen skal først lave en aftale med Nets om at tilknytte deres loyalitetsprogram til Dankortet, og løsningen skal godkendes. Herefter betaler forretningen op til 50 øre pr. kvartal til Nets for hvert Dankort, der er tilknyttet. Prisen vil afhænge af, hvor mange kort, der er tilknyttet fra den enkelte forretning. Derudover kan der komme nogle udgifter til at etablere og få godkendt løsningen.

Ved at knytte sit loyalitetsprogram til Dankortet, sparer forretningen penge til kortudstedelse og administration. Ved at man kun skal indlæse et kort, så reduceres ekspeditionstiden, og forretningen vil få mulighed for at anvende Dankortet i reklamer forbindelse med deres kundeprogram.

Powered by Labrador CMS