Danmark klar til kvartfinalen

Ishockeylandsholdet er klar til kvartfinalen ved OL, hvor et nyt møde med Rusland venter

Udgivet Opdateret

Det danske ishockeylandshold lever videre ved OL i Beijing og er klar til kvartfinale mod Rusland.

Tidligt tirsdag morgen dansk tid besejrede danskerne Letland med 3-2 i en tæt, nervepirrende og ikke særligt velspillet playoffkamp.

Danskerne var på hælene i store dele af kampen, men knoklede en sejr hjem på rendyrket fight og en målfarlig fjerdekæde, der denne gang krydrede knokleriet med vitale scoringer.

Var favoritter

Med sejren levede Danmark op til favoritværdigheden.

Samtidig lykkedes det ikke letterne at udnytte det særegne OL-turneringssystem, hvor alle går videre fra gruppespillet, og hvor det reelt bare handler om at vinde kamp nummer fire.

Letland tabte alle sine tre indledende kampe, men er altid en ubekvemt modstander for Danmark.

Alle de danske scoringer i OL-kampen mod Letland blev fejret med stor entusiasme.
Alle de danske scoringer i OL-kampen mod Letland blev fejret med stor entusiasme.

Var ikke i kontrol

Sådan var det i høj grad også denne gang.

Man fornemmede aldrig rigtig, at Danmark havde kampen under kontrol.

Godt nok kom holdet i front efter 12 minutter, da Morten Poulsen sendte en returpuck i nettet fra en spids vinkel.

Men scoringen kom som en overraskelse efter en rodet start, og den bragte ikke initiativet over på danske hænder.

Måtte undvære back

Det havde betydning, at holdet måtte undvære den skadede back Jesper Jensen Aabo. Krefeld-spilleren var stærkt savnet i både over- og undertalsspil, og afløseren, Emil Kristensen, havde det svært.

Kristensen kom til at hænge efter Andris Darzins, da den lettiske kaptajn udlignede på et pludselig modangreb.

Det var, som om danskerne spillede med tunge ben og manglede aggressiviteten fra tidligere i turneringen.

Dårlig første periode

Første periode var en af de dårligste, holdet har spillet ved OL, og meget bedre blev det ikke i kampens midterste tredjedel.

Letterne kom tidligt foran i overtal, mens uheldige Emil Kristensen var i straffeboksen. Og Danmark sejlede faretruende i minutter derefter.

Farlige pucktab og risikable tværpasninger gav Letland flere friløbere, og kun hurtige reaktioner af Sebastian Dahm i målet holdt danskerne inde i kampen.

Letterne havde succes med at møde de danske spillere i et højt pres, som danskerne kun sjældent kunne spille sig ud af.

Blev aldrig rigtig godt

Selv om Danmark i slutningen af perioden fik bedre fat, blev det aldrig rigtig godt. Det kom derfor lidt ud af det blå, da danskerne midt i al mismodet fik udlignet.

Igen var det fjerdekæden, der slog til. Julian Jakobsen modtog en pasning fra Nicolai Meyer og flækkede pucken op i målhjørnet til 2-2.

Danmark fik en gave fra tredje periodes start, da en udvisning sendte Letland i undertal efter blot 12 sekunder.

Markus Lauridsen takkede og bragte sit hold foran, da hans skud gik hele vejen gennem den tætte trafik foran Letlands mål.

18 nervøse minutter

Det blev signalet til 18 afsindigt nervøse minutter på den olympiske is. Det danske hold stillede sig tilbage og lod Letland jagte udligningen.

Det er en taktik, det danske landshold har haft succes med mange gange gennem årene. Og også her lykkedes det med hiv og sving at holde modstanderne på afstand.

Nu venter endnu et møde med Rusland onsdag. Vinderen af den kamp er klar til at spille om medaljer. Det opgør begynder onsdag klokken 7 dansk tid.

Danskerne ved vinter-OL i Kina

Vinter-OL i Kina løber til 20. februar.

62 danske atleter er med.

Kilde: ol.dk, olympics.com
Powered by Labrador CMS