‘Dannebrog’ koordinerer redningsindsats efter forsvundet dykker

Der er både helikopter, dykkere og både ude at lede efter den forsvundne.

Udgivet Opdateret

Klokken 14.29 fik politiet via alarmcentralen en anmeldelse om en dykker, der pludselig var forsvundet.

Det er vedkommende stadig – en større redningsindsats er iværksat – koordineret fra kongeskibet Dannebrog, der er på træningssejlads i området.

– De er angiveligt nede og dykke ved et vrag, der ligger mellem Ærø og Als, fortalteHans Jørgen Larsen, vagtchef ved Fyns Politi, tidligere til Newsbreak.dk.

Vagtchefen oplyste også, at dykkerne var nede ved et vrag – oplysninger tyder på, at det vrag ligger på 32 meter vand.

Forsvaret oplyste på Twitter, at både helikopter og både deltager i eftersøgningen.

Nu er søgningen udvidet med dykkere.

– Det eneste, vi ved lige nu, er, at fire har været ude med en båd, og at to af dem har været nede og dykke, men kun den ene er kommet op til overfladen, siger vagtholdslederen fra Forsvarets Operationscenter, til Ritzau.

Der er tale om dykkere fra Søværnets Minørtjeneste, der skal gøre et nyt forsøg på at finde den savnede dykker, oplyser Ritzau, der også kan fortælle at Marinehjemmeværnet har de to fartøjer “Budstikken” og “Luna” i området med gummibåde.

Derudover deltager et fartøj fra Sønderborg Beredskab og Ærø Søredningsforening og det tyske redningsfartøj “Nis Randers”, samt et tysk civilt fartøj har tilbudt at hjælpe.

Der er søndag eftermiddag ikke oplysninger om den person, der er meldt savnet.

Powered by Labrador CMS