Dansk Luftfart vil lægge politisk pres efter princip-dom

Højesteretsdom giver passagerer ret til kompensation på grund af flyforsinkelser, der skyldtes tekniske fejl.

Højesteret har bestemt, at flyselskab skal betale erstatning til bedstemor og barnebarn efter forsinkelse. Sagen kan få betydning for tusindvis af passagerer. Foto: Martin Damgård/Scanpix
Udgivet Opdateret

Højesteret slog mandag fast, at 12 flypassagerer har ret til kompensation efter forsinkelser, der skyldtes tekniske fejl. Brancheforeningen Dansk Luftfart tager afgørelsen til efterretning, men mener, at reglerne er tolket for vidt.

Dansk Luftfart vil derfor lægge pres på det politiske system i EU, fortæller direktør Michael Svane.

– Nu må vi tage bolden til den politiske scene for at se, om vi kan finde en bedre balance mellem hensynet til at passagerer skal have kompensation og også hensynet til luftfartsselskaberne, siger han.

Flyforsinkelse.dk har omkring 1500 sager, der omfatter flere tusinde passagerer, der ligger standby i landets byretter. Den nye afgørelse kan betyde, at der vil komme en bølge af kompensationer.

– Vores panderynker er kun blevet dybere af det her.

– Konsekvensen af dommen pålægger luftfartsselskaberne noget, der minder om et objektivt ansvar for tekniske mangler, og det er selv om luftfartsselskaberne har gjort alt, hvad de skal vedligeholdelsesmæssigt, siger Michael Svane.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS