Dansk sangstjerne trækker stikket

Barbara Moleko aflyser optrædener i resten af 2024 for at komme til hægterne igen ovenpå en akut belastningsreaktion, skriver sangeren på Instagram

Udgivet Opdateret

Sanger og sangskriver Barbara Moleko tager en pause fra scenens spotlys og kommer ikke til at give flere koncerter i år.

Det skriver hun i et opslag på det sociale medie Instagram.

- På grund af mit helbred har jeg valgt at trække stikket året ud, lyder det fra den 38-årige danske popstjerne.

Invalideret i månedsvis

Barbara Moleko skriver videre, at hun i en længere periode har været ramt af en "akut belastningsreaktion", og at hun er blevet diagnosticeret med den funktionelle lidelse PNES, der står for psykogene nonepileptiske anfald.

Lidelsen har med Barbara Molekos egne ord invalideret hende de seneste fire måneder.

Vil have styr på værdier

Nu er hun i bedring, men det kommer til at tage tid og rehabilitering, før hun er i stand til at stå på en scene igen, skriver hun.

- Jeg vil derfor koncentrere mig om at få styr på mine ægte værdier, skrive noget god musik og ægte passe på mit fysiske og psykiske helbred, lyder det i Instagram-opslaget, som fortsætter:

Barbara Moleko tager en pause fra scenen for at pleje sit helbred. (Arkivfoto).

- En klog kvinde sagde engang til mig, at "man kan ikke arbejde fra graven", og det har virkelig sat sig i mig.

Har udgivet tre album

Nu skal der restitueres, understreger Barbara Moleko, der samtidig understreger, at hun glæder sig til at kunne præsentere sine fans for ny musik og til at gribe mikrofonen igen i det nye år.

Barbara Moleko brød igennem herhjemme tilbage i 2012 med hittet "Dum for dig" og har i alt udgivet tre album.

I 2023 deltog hun i "Vild med dans" på TV 2. Samme år var hun dommer i DR-programmet "Stjerneklar".

Powered by Labrador CMS