Danske Bank lander rekordoverskud
I 2024 løftede Danske Bank sit overskud efter skat med knap 2,4 milliarder kroner til i alt 23,6 milliarder
Høje renteindtægter giver Danske Bank et overskud efter skat på 23,6 milliarder kroner i 2024.
Det viser bankens årsregnskab, som er blevet offentliggjort fredag morgen.
Det er knap 2,4 milliarder kroner højere end året før og er dermed bankens bedste resultat nogensinde.
Nettorenteindtægterne udgjorde 36,7 milliarder kroner i 2024 mod 35 milliarder kroner i 2023.
- For Danske Bank var 2024 et år, hvor vi konsekvent leverede positive resultater fra kvartal til kvartal, siger Carsten Egeriis, der er administrerende direktør i banken, i regnskabet.
- Resultaterne var drevet af øget kundeaktivitet og en vedvarende, dedikeret indsat fra hele organisationen. Derfor fastholdt vi vores kommercielle momentum.
Tilbagekøbsprogram
Banken har valgt at igangsætte et aktietilbagekøbsprogram på fem milliarder kroner, fremgår det desuden af regnskabet.
Et aktietilbagekøb fungerer ved, at virksomheden køber aktier på børsen og derefter annullerer dem. På den måde bliver værdien af de tilbageværende aktier mere værd.
Det er en måde for en virksomhed at fordele overskud til aktionærerne på linje med udbytte.