Annonse
Danske skolebøger fyldt med racisme
Mange, der nu er i 70’erne eller ældre, kan som elever i folkeskolen have haft bøger med racistiske og stereotype beskrivelser af blandt andre afrikanere
Citathistorie: Kristeligt Dagblad.
Åbner man skolebogen ”Geografi med Billeder” fra 1907, kan man læse følgende: ”Negerracen staar på det laveste Dannelsestrin, og dens Sprog er meget ufuldkomment.”
Et andet eksempel lyder: ”Derimod er det vaade Afrika Negrenes egentlige hjem. Disse udmærker sig ved mørk Hudfarve, stinkende Hududdunstning, Uldhaar og et snudeagtigt fremskudt Underansigt.”
Annonse
Bogen, der er skrevet af Johannes Holst, var anbefalet af Kulturministeriet og autoriseret til brug ved de københavnske kommuneskoler, og 14. udgave udkom i 221.000 til 245.000 eksemplarer.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Dette eksempel står ikke alene. Det var nemlig ganske almindeligt, at beskrivelser af blandt andre afrikanere, der, set med nutidens øjne, var racistiske eller stereotype, fandt vej til skolebøgerne helt op til 1970’erne. Det understreger professor Ning de Coninck-Smith, som har forsket i dansk skolehistorie og til daglig er medforvalter af Dansk Skolemuseums samlinger:
Annonse
– Det var vanvittig udbredt med racistisk materiale i skolebøgerne. Det udspringer af, at samfundene var imperialistiske, og at man dengang mente, at man videnskabeligt havde belæg for, at eksempelvis sorte var mindre dannede. Vi kan i dag sagtens sige, at det er et udtryk for racisme, men i datidens videnskab, hvor man troede, at den hvide mand var på det højeste dannelsestrin, var det en anden virkelighed, siger hun.
Forsvandt med ungdomsoprøret
Ning de Coninck-Smith har forsket i dansk skolehistorie, og ifølge hende var racistiske og stereotype beskrivelser af afrikanere mest udbredt i fagene historie, biologi og geografi. De udfases med ungdomsoprøret, modstand mod Vietnam-krigen og en stærkere solidaritet med afrikanske lande.
Skolebøgerne var ikke kun nedladende over for afrikanerne i begyndelsen af 1900-tallet.
Åbner man geografibogen ”Afrika” fra 1964, skrevet af Thorvald Nørlyng og Knud Nygård og udgivet på Gyldendal, står der, at ”buskmændene” ikke var nemme at omgås:
”De levede som jægere mellem bjergene og havde deres boliger i klippehuler. Men de var ikke nemme at omgås; den ene dag var de venlige og ville handle med hollænderne; men til andre tider var de fjendtligt indstillet og skød med forgiftede pile.”
I 1966 skrev O. Jonsen og J. Steining i ”Historie for realafdelingen tre”, som også er udgivet på Gyldendal, om Sydafrika:
”I alt bor der på det vældige område ca. 16 millioner mennesker, og af dem er kun godt 3 millioner hvide. Der er 11 millioner negre og en del farvede blandingsfolk, efterkommere af europæere og negerkvinder. (…) Europæerne tæller kun lidt i den samlede befolkning, og deres forholdsvise antal bliver stadig mindre, fordi negrene formerer sig hurtigere end de hvide.”
Ifølge Jes Fabricius Møller, der er lektor i historie på Saxo-instituttet ved Københavns Universitet, skal man prøve at forstå tidsånden, som bøgerne er skrevet og brugt i:
– En skolelærer anno 1960 ville afhængig af hans alder være helt uforstående over for den kritik, vi i dag rejser mod den lærebog, han har undervist i. For ham har den antageligt fremstået som faktuel. Vi er som mennesker bundet af den tid og det sted, vi er blevet sat i, siger Jes Fabricius Møller.
