Danskere stoler på de hjælpsomme: Det er politikere åbenbart ikke

Politikere, bilforhandlere og journalister har elendig troværdighed, mener danskerne ifølge ny undersøgelse.

Udgivet Opdateret

Hvem stoler vi på? Stoler vi på dem, vi sjældent møder andre steder end på fjernsynet, eller stoler vi på dem, vi har fysisk nærvær og kontakt til. Spørger man en ekspert, er der ingen tvivl.

– Der er en direkte sammenhæng mellem, hvor tætte vi er på en faggruppe, og så den troværdighed vi tillægger dem.

Sådan lyder det fra Nicolaj Taudorf Andersen, seniorpartner og bestyrelsesformand i kommunikationsfirmaet Radius Kommunikation.

Udtalelsen kommer, efter Radius Kommunikation har lavet en undersøgelse, hvor 25 faggrupper er rangeret efter, hvor stor troværdighed danskerne tillægger dem, altså om hvem, vi stoler på.

Epinion har lavet undersøgelsen for Radius Kommunikation. Den er udarbejdet på baggrund af svar fra 2037 repræsentativt udvalgte danskeres besvarelser i august.

Faggrupperne er rangeret på en skala fra et til fem, hvor fem er meget høj troværdighed, og et er meget lav troværdighed. Dem med et højt tal stoler vi på Dem med et lavt tal er dem, vi ikke stoler på.

Mens jordemødrene toppede med 4,13 point, skrabede folketingspolitikere bunden med 2,07 point.

Det er der en meget simpel grund til, mener Nicolaj Taudorf Andersen.

– Vi tillægger størst troværdighed til de grupper, der varetager ydelser i velfærdsstaten for os danskere. Det er dem, vi har mødt, set i øjnene, og som har hjulpet os, og det gælder især i situationer med sygdom, siger han.

Troværdighed forbedres ikke med et fingerknips

Det tager ifølge Nicolaj Taudorf Andersen lang tid at forbedre troværdigheden, men nogle fag har en naturlig høj troværdighed.

De 10 mest troværdige faggrupper i Danmark i 2017

En ny undersøgelse afslører, at jordemødre ligger på en ubestridt førsteplads, når det kommer til troværdighed i danskerenes øjne.

For politiet må det også vække glæde at se, hvor højt oppe på listen, betjente er at finde.

Du kan se top 10-listen her:

1. Jordemødre 4,13.

2. Sygeplejersker 3,98.

3. Dommere 3,92.

4. Læger 3,89.

5. Politibetjente 3,75.

6. Fysioterapeuter 3,67.

7. Præster 3,56.

8. Soldater 3,56.

9. Tandlæger 3,50.

10. Skolelærere 3,43.

– Læger og advokater kan miste retten til at arbejde, hvis de træder ved siden af eller bryder et etisk kodeks. Det vil sige, at nogle institutioner gør, at de altid oppebærer en fornuftig, høj troværdighed, siger han.

Det er niende gang, undersøgelsen er blevet lavet af firmaet, og hver gang har politikere ligget i bunden over dem, vi stoler på. Enkelte år lå spindoktorer med dårligere troværdighed, men de indgår ikke længere i undersøgelsen.

Nicolaj Taudorf Andersen peger på, at det er vidt forskelligt, hvad grupperne skal ændre på, hvis de vil forbedre danskernes troværdighed til dem.

Mens embedsmænd eksempelvis bør arbejde på at tale i et mere forståeligt sprog, skal journalister og folketingspolitikere blive bedre til at erkende, når de har truffet en forkert beslutning.

Powered by Labrador CMS