Danskerne venter kortere tid på at blive opereret

Ventetiderne til operationer på de danske sygehuse er blevet kortere. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Ventetiden på operationer er på seks år faldet med godt 18 dage. I det sidste år faldt ventetiden med godt to dage, skriver Søndagsavisen.

Nu tager det i gennemsnit 48,75 dage at komme på operationsbordet i Danmark. Det viser en ny opgørelse fra Sundhedsministeriet. I 2009 var tallet oppe på 67 dage.

Tallet omfatter alle slags operationer, som ikke er akutte. For eksempel brok, kunstige hofter og knæ, åreknuder og flere andre.

Det omfatter ikke kræft eller meget akutte operationer, som for eksempel ved alvorlige trafikulykker.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) er begejstret over faldet.

»Der er grund til at klappe os selv på skulderen. Det er den laveste ventetid i mere end ti år. Det er en virkelig god udvikling,« siger sundhedsministeren til Søndagsavisen.

Spørgsmål: Umiddelbart lyder 48,75 dages ventetid stadig af ret meget. Bør det ikke komme længere ned?

»Det er rigtigt, at det kan være lang tid at vente. Men det er vigtigt at understrege, at det ikke er akutte ting. Vi har også en ambition om, at tallet skal endnu længere ned. Men der er grund til at glæde sig,« siger Nick Hækkerup.

Professor ved Institut for Folkesundhed Peter Vedsted, der forsker i ventelister, er ikke voldsomt imponeret over, at ventetiden er dalet med to dage det forgangne år.

»To dage på et år kan jeg ikke bruge til ret meget,« siger han og fortsætter:

»Men mit indtryk er, at det generelt går lidt bedre. Det er i hvert fald positivt, at det ikke er steget.«

I løbet af det sidste år er ventetiderne faldet i alle regioner bortset fra Region Nordjylland. Her er ventetiden steget med fire dage, så nordjyderne skal vente gennemsnitligt 64 dage på en planlagt operation.

Kører man over grænsen til Region Midtjylland, er ventetiden til sammenligning blot 38 dage. Region Midtjylland, som har høstet megen positiv omtale det seneste år for effektivitet, har rekorden med et fald på syv dage.

Powered by Labrador CMS