Dårlig ånde? Vægttab kan være grunden

Når du forbrænder fedt i kroppen, kan det resultere i dårlig ånde - og her hjælper mundskyl ikke.

Udgivet Opdateret

Elsker du mad med hvidløg, har du sikkert oplevet at have dårlig ånde.

Men dårlig ånde stammer ikke nødvendigvis fra noget, du har spist – den kan også komme fra mangel på mad.

Artiklen fortsætter efter videoen

– Er man i gang med et vægttab, og har man ikke fået noget at spise inden for de seneste tre til fire timer, vil de fleste begynde at få dårlig ånde, fortæller kostvejleder Anne Seidelin, der er uddannet sygeplejerske.

Fedtforbrænding lugter

Det skyldes, at fedtforbrænding i kroppen producerer såkaldte ketoner, som giver den dårlige lugt. Det samme er tilfældet, hvis du forbrænder proteiner.

– Har kroppen ikke mere energi fra seneste måltid, gnaver den først af vores kulhydratdepoter. Når de er opbrugt, vil kroppen forbrænde fedt, og det kan altså lugte, siger Anne Seidelin.

Selv om det er frustrerende, så er det et nødvendigt onde under en slankekur, da den dårlige ånde er et tegn på, at du er i kalorieunderskud.

Den dårlige ånde forsvinder, når du spiser, men vender tilbage, når der igen er gået tre til fire timer siden sidste måltid.

Når du med tiden er nået ned på den ønskede vægt, og din fedtforbrænding bliver mindre, vil den dårlige ånde også blive mindre og på sigt forsvinde, fortæller Anne Seidelin.

Ubalance i tarmsystemet

Selv om tarmene sandsynligvis heller ikke er noget, man normalt forbinder med dårlig ånde, kan det også hænge sammen.

Dårlig ånde kan nemlig også stamme fra forstoppelse, fortæller Alice Højer Christensen, der er speciallæge i gastromedicin på privathospitalet Aleris-Hamlet.

– Vores tarmsystem, mundhule og hud er overbevokset med bakterier – vi kalder det vores mikrobiota, siger hun og uddyber:

– Det hele hænger sammen som en fælles organisme. Mikrobiota i mundhulen hænger altså sammen med mikrobiota i tarmsystemet.

Det betyder, at ubalancer i tarmsystemet kan give en overvækst af bakterier i munden, hvilket giver den dårlige ånde.

Kan ikke børstes væk

Her er det ikke nok at børste tænder eller skylle munden med klorhexidin for at slå bakterierne ihjel.

– Man bør hellere gøre noget for at støtte dine sunde bakterier i munden, siger Alice Højer Christensen.

Det kan du gøre ved at tage probiotika som tyggetabletter, hvilket mange tandlæger også er begyndt at anbefale.

Men vigtigst af alt handler det om at ændre din kost, så du kan få gang i tarmsystemet.

– Man bør spise en fiberrig og probiotisk kost, der støtter de gode tarmbakterier. Man kan også tage probiotika i tabletform for at fremme tarmfloraen, siger Alice Højer Christensen.

Derudover er motion kendt for at afhjælpe forstoppelse, mens stress til gengæld er en kendt årsag til, at folk får lidelsen.

Powered by Labrador CMS