Derfor kommer du nok ikke til semifinale

5000 danske fans bosat i England kan få billetter til semifinalen, mens der er lukket for fans i Danmark

Kvartfinalen mellem Danmark - Tjekkiet på Baku Olympic Stadium i Aserbajdsjan, lørdag den 3. juli 2021
Kvartfinalen mellem Danmark - Tjekkiet på Baku Olympic Stadium i Aserbajdsjan, lørdag den 3. juli 2021
Udgivet Opdateret

Onsdag klokken 21.00 spiller Danmark semifinale ved EM på Wembley i London.

På grund af strikse engelske corona-restriktioner kan danske fans bosat i Danmark ikke komme til kampen, da man skal tilbringe minimum fem dage i karantæne, inden man kan tage på stadion.

DBU har til gengæld fået mulighed for at sælge 5000 billetter til danskere, der er bosatte i England.

- Først og fremmest vil jeg sige tusind tak for den kæmpe opbakning til Herrelandsholdet fra hele Danmark. Vi håber fortsat på, at der kommer flere fans på Wembley.

Vil lave særaftale

- Uanset hvad er jeg overbevist om, at spillerne kommer til at mærke den samme fantastiske støtte på Wembley, som de har oplevet under hele EM, siger DBU-direktør Jakob Jensen til forbundets hjemmeside.

Til en eventuel finale har UEFA lavet en særaftale med de britiske myndigheder om tilrejsende fans. Det betyder, at Danmark kan få 1000 tilrejsende fans ind på Wembley, hvis Danmark kommer så langt.

Danmark slog lørdag aften Tjekkiet 2-1 og er nu i EM-semifinalen. Her venter et brag i England, der spilles onsdag den 7. juli kl. 21.00 på det ikoniske Wembley Stadium i London.

Sådan er det gået Danmark i knockout-kampene ved VM- og EM-slutrunderne

EM:

1984: Danmark taber til værtsnationen Frankrig i gruppespillet, men bliver nummer to i puljen. Der er kun otte hold med - fire går videre. Så i semifinalen møder vi Spanien. Kampen ender 1-1 i ordinær spilletid og skal afgøres i straffesparkskonkurrence. Her er Preben Elkjær den eneste, der brænder, og det betyder, at vi ryger ud. Da man ikke spiller om bronze i 1984, bliver Danmark delt 3'er med Portugal.

1992: Det år er der sikkert rigtig mange danskere, der husker. Efter at have slået franskmændene i sidste spillerunde i gruppespillet går vi videre på en andenplads bag værterne fra Sverige. Vores semifinale mod Holland skal ud i straffesparkskonkurrence, og denne gang er vi bedre end i 1984. Kim Christofte sparker det sidste spark, der sender os i finalen. Her slår vi Tyskland med 2-0. Det er Danmarks eneste sejr ved en EM- eller VM-slutrunde nogensinde.

2004: Denne gang var 16 hold kvalificeret til slutrunden i Portugal. Danmark bliver 2'er i sin pulje og møder Tjekkiet i kvartfinalen. Her taber vi stort med 0-3.

VM:

1986: Danmark vinder alle sine tre puljekampe og skal møde Spanien i ottendedelsfinalen. Jesper Olsen bringer os på 1-0, men forærer spanierne målet til 1-1. Danmark taber 1-5.

1998: Vi bliver nummer to i puljen, hvor vi taber til værterne fra Frankrig. I ottendedelsfinalen smadrer vi Nigeria med 4-1 og møder Brasilien i kvartfinalen. Her taber vi en meget lige kamp med 2-3.

2002: Danmark bliver nummer et i puljen, hvor vi blandt andre slår de forsvarende verdensmestre fra Frankrig. Desværre løber vi ind i et engelsk landshold, der er langt bedre. Vi taber 0-3.

2018: Her bliver vi nummer to i puljen, hvor vi vinder over Peru og spiller uafgjort med Australien og de senere verdensmestre Frankrig. I ottendedelsfinalen mod Kroatien kommer vi foran efter to minutter. Kroaterne udligner og kampen går hele vejen til straffesparkskonkurrence. Her brænder både Christian Eriksen, Lasse Schöne og Nicolai Jørgensen, og Danmark ryger ud til de senere sølvvindere. 

Powered by Labrador CMS