Det blev dyrt for ung mand at vælte en øl

Man kunne godt sige, at det blev kriminelt dyrt.

Den væltede øl kostede den 28-årige 5000 kroner.
Udgivet Opdateret

En 28-årig mand blev 5000 kroner fattigere, da han natten til onsdag var på vej hjem fra en bytur i Aarhus. Østjyllands Politi oplyser i døgnrapporten for kredsen, at manden gik hjem via Åboulevarden og at han, da han nåede Clemens Bro, mødte tre personer, der stod ved foden af trappen.

Manden gik forbi de tre, og på vejen forbi kom han til at sparke til en øl, der stod på jorden ved siden af de tre mænd. Øllen væltede, og øllens ejer blev sur. Han krævede, at den 28-årige betalte 50 kroner til en ny øl, hvilket den 28-årige accepterede.

Den 28-årige havde ingen kontanter, men de aftalte, at han skulle overføre penge via MobilePay. Han tastede 50 kroner ind i programmet, og gav telefonen til manden for at få telefonnummeret tastet ind. Han fik telefonen igen, gik hjem i seng og opdagede først der, at der var overført 5000 kroner og ikke 50 kroner fra hans konto.

Politiet har en idé om, hvem modtageren af de mange penge er, men historien melder intet om, hvorvidt vedkommende har noget med sagen at gøre, eller om den 28-årige fik sine penge igen.

Powered by Labrador CMS