Det lille stik virker mod mere end influenza

Influenzavaccine har mere end én effekt. Den beskytter også ældre mod slagtilfælde og død, viser undersøgelse.

Det er første gang, at forskere har undersøgt influenzavaccinens effekt på ældre kritisk syge. Knap 90.000 ældre, der har været indlagt på en intensivafdeling, indgår i undersøgelsen. KLIK VIDERE OG SE GODE RÅD TIL, HVORDAN DU KAN UNDGÅ INFLUENZA. (Arkivfoto) Foto: Eric Gaillard/Reuters
Det er første gang, at forskere har undersøgt influenzavaccinens effekt på ældre kritisk syge. Knap 90.000 ældre, der har været indlagt på en intensivafdeling, indgår i undersøgelsen. KLIK VIDERE OG SE GODE RÅD TIL, HVORDAN DU KAN UNDGÅ INFLUENZA. (Arkivfoto) Foto: Eric Gaillard/Reuters
Udgivet Opdateret

Når sommer bliver til efterår, så begynder sæsonen for influenza.

Ældre hører til dem, der kan blive vaccineret gratis, og det bør de sige ja til, opfordrer forskere på Aarhus Universitet.

For vaccinen beskytter ikke alene mod de fleste typer influenza. Den øger også ældres chance for at overleve, hvis de bliver indlagt på en intensivafdeling efter en trafikulykke eller på grund af alvorlig sygdom.

Det viser en undersøgelse, der omfatter 90.000 overlevende danske intensivpatienter over 65 år.

– Vi kan se, at det går bedre for ældre intensivpatienter, når de har en influenzavaccination med i bagagen.

– Blandt dem er der færre dødsfald og alvorlige komplikationer, siger Christian Fynbo Christiansen, klinisk lektor på Aarhus Universitet og overlæge på Aarhus Universitetshospital.

Otte procent mindre risiko for at dø

Mere præcist viser undersøgelsen, at de vaccinerede ældre har otte procent mindre risiko for at dø i det første år efter indlæggelsen.

Derudover har de 16 procent mindre risiko for at få et slagtilfælde, der er fællesbetegnelsen for blødning og blodprop i hjernen.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle over 65 år vaccineres. Men det er kun lidt over halvdelen, der følger anbefalingen.

Artiklen fortsætter under videoen

Christian Fynbo Christiansen håber, at de nye resultater kan medvirke til, at flere tager imod det gratis tilbud.

– Nu er det sommer, og det med influenza er lidt langt væk.

– Men det er måske nu, at man skal tage snakken og få besluttet, at når efteråret rammer, så skal man vaccineres, siger Christian Fynbo Christiansen.

Håber flere bliver motiveret

Også Ældre Sagen håber, at undersøgelsen vil motivere flere, siger vicedirektør Michael Teit Nielsen.

– Jeg synes, at man med rette kan kalde det for en turbovaccine. Der er nu en ekstra grund til at blive vaccineret, siger Michael Teit Nielsen.

Når mange tøver, så mener han, at det skyldes, at især “yngre” ældre føler sig sunde og raske.

– De tænker, at det er noget for gamle, som er på vej på plejehjem. Uagtet at lægevidenskaben siger, at det altid er en god idé at blive vaccineret, hvis man er fyldt 65 år.

Powered by Labrador CMS