DF bakker op om Enhedslistens opgør med ministerpension

DF støtter Enhedslisten foreslag om ministerpension. Arkivfoto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Dansk Folkeparti bakker op om Enhedslistens forslag om at ændre de folkevalgtes pensionsalder og ministrenes pensioner, så de er mere i trit med befolkningens. Samme toner lyder fra Liberal Alliance, mens de andre partier afviser.

Enhedslisten stiller fredag seks beslutningsforslag i Folketinget, der blandt andet skal gøre op med ministrenes pensionsalder og eftervederlag. Ministrenes vilkår skal ligne almindelige borgeres mere, lyder det fra partiet. Og derfor er emnet til debat i Folketinget fredag eftermiddag. Dansk Folkeparti melder sig positivt indstillet over for forslagene.

»Politikernes pensionsalder skal følge befolkningens. Og det er rimeligt, at skulle have siddet i to år for at få ministerpension. Ministerrotationerne i denne regeringsperiode har været en dyr omgang for skatteborgerne,« siger partiets ordfører Karina Adsbøl (DF).

Regeringen, SF, Venstre og Konservative afviser Enhedslistens forslag, fordi man vil vente på den såkaldte Vederlagskommission, der forventes at komme med bud på en ny udgave af ministrenes pension og løn efter sommerferien.

Men de sammen partier har givet hinanden hånd på, at man vil stemme for kommissionens forslag uanset hvad den kommer med.

»Hvis befolkningen skal arbejde længere, skal politikerne også. Derfor sender vi et meget klart signal til kommissionen om, at politikernes pensioner skal følge befolkningens. Men vi stemmer imod Enhedslistens forslag, fordi vi ikke mener, at politikerne selv skal fastsætte deres egen pension. Men når vi har forhøjet pensionsalderen for resten af befolkningen, fordi vi alle i gennemsnit lever længere, så er det rimeligt at det samme sker for folketingsmedlemmernes pensionsalder,« siger de Radikales ordfører Lone Loklindt (R).

SF mener på linje med de Radikale, at det er fornuftigt at se på pensionsalder og eftervederlag. Men vil også afvente kommissionen.

Venstre afviser Enhedslistens forslag med henvisning til at man hellere ser at man følger kommissionen anbefalinger.

»Jeg har stor tillid til Vederlagskommissionens rapport, som Venstre vil afvente. Derfor afviser vi forslaget. Jeg skal hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at de også afviser forslaget,« siger næstformand Kristian Jensen (V) fra Folketingets talerstol.

Med beslutningsforslagene vil Enhedslisten forsøge at få vedtaget, at ministrene for eksempel ikke skal kunne få udbetalt deres pension allerede som 61-årige, når det ikke også er muligt for almindelige danskere.

Enhedslisten vil også have gjort op med, at tidligere ministre kan få udbetalt deres ministerpension samtidig med, at de hæver løn fra Folketinget.

»Først og fremmest så er det bundhyklerisk, når politikere på den ene side hæver pensionsalderen for almindelige hårdtarbejdende mennesker, og selv kan gå fra, når de er 60 år gamle. Så finder du ikke noget, der er mere hyklerisk efter min mening,« siger Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper (Ø).

Powered by Labrador CMS