DF vil indføre garanti for værdig behandling af ældre

Foto: Simon Læssøe/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Det skal være slut med ældre, der sidder i våde bleer, får uappetitlig mad og som kun får skiftet sengetøj hver fjerde uge.

Dansk Folkeparti kræver en såkaldt værdighedsgaranti, der forpligter kommunerne til at levere et vist niveau af ældrepleje, fortæller gruppeformand Peter Skaarup (DF).

»Det er jo en garanti for, hvad man som ældre har krav på for at have et værdigt liv, når ens gamle ben ikke længere kan holde en oppe. Der er brug for, at vi handler i stedet for blot at tale om værdighed,« siger han.

Meldingen kommer, efter Jyllands Posten onsdag skriver, at hverken regeringen eller Venstre har afsat de nødvendige penge til plejen af de mange flere ældre, der kommer frem mod 2020.

Både regeringen og Venstre har præsenteret udspil på området, men ingen af dem har indregnet en konkret beregning fra Finansministeriet, der 9. februar i år sendte et svar til Folketinget med en teknisk fremskrivning af kommunernes forventede udgifter til det stigende antal ældre over 65 år frem til 2020.

Beregningen viser, at udgifterne i 2020 vil være fem milliarder kroner højere end i 2015, og hvis man lægger de årlige stigninger sammen, lyder den samlede regning på 14,4 milliarder kroner.

Peter Skaarup erkender dog, at det ikke er ligetil at lovgive om værdighed.

»Det er svært at lovgive i detaljer om, hvad man præcis skal gøre, men man kan vise en retning,« siger han.

Pengene til en værdighedsgaranti skal ifølge Dansk Folkepartis gruppeformand komme fra nedskæringer i ulandsbistanden, ved ikke at sænke selskabsskatten yderligere og ved at bremse tilstrømningen af asylansøgere til landet.

»Det giver alt i alt rigeligt med midler til, at vi kan få en fornuftig velfærd og dermed også mere værdighed i ældreplejen,« siger Peter Skaarup.

Værdighedsgarantien bakkes op af Ældre Sagen og fagforbundene FOA og Dansk Sygeplejeråd.

Powered by Labrador CMS