Disse vådservietter er fyldt med ulovlig hormonkemi

Vådservietter solgt i butikskæden ’Normal’ indeholder stoffer, der er forbudt i babyplejeprodukter i Danmark Foto: Tænk.
Offentliggjort Sidst opdateret

Vådservietter solgt i butikskæden ’Normal’ indeholder stoffer, der er forbudt i babyplejeprodukter i Danmark, da de kan virke hormonforstyrrende. Forbrugerrådet Tænk Kemi har nu anmeldt to produkter til Miljøstyrelsen.

Hormonforstyrrende stoffer hører ikke hjemme i vådservietter, der er i tæt hudkontakt med babyer. Men hos den populære butikskæde ’Normal’, der sælger mærkevarer til lave priser, fandt Forbrugerrådet Tænk Kemi vådservietter, der indeholdt stoffer, som er forbudte i produkter til børn under tre år.

– Sjældent har jeg set så lang en liste af uønskede stoffer i et babyplejeprodukt, siger Claus Jørgensen, projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Fyldt med forbudte kemikalier

Vådservietterne ’Babydream’ indeholdt stoffet propylparaben, mens ’Softies Baby Wipes’ indeholdt både propyl-, butyl og isobutylparaben. Alle stofferne er forbudte i babyplejeprodukter på det danske marked, da de kan virke hormonforstyrrende.

Hormonforstyrrende stoffer er mistænkt for en lang række uønskede effekter, for eksempel at forårsage lav sædkvalitet hos drenge og for tidlig pubertet hos piger.

Andre problematiske stoffer

Claus Jørgensen henviser til, at vådservietterne også indeholdte en række andre stoffer, som Forbrugerrådet Tænk Kemi finder problematiske.

Vådservietter anmeldt til Miljøstyrelsen

I Danmark har de parabener, som fandtes i ’Babydream’ og ’Softies Baby Wipes’, været forbudt i alle produkter til børn under tre år siden 2011.

Derfor har Forbrugerrådet Tænk Kemi anmeldt de ulovlige produkter til Miljøstyrelsen.

– Vi ser frem til, at de hurtigt får fjernet de ulovlige produkter og håber, at de også fremadrettet vil holde et vågent øje med Normal og lignende butikker, der parallelimporterer forbrugerprodukter, siger projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi, Claus Jørgensen.

Mærkerne fjernet fra hylderne

’Normal’, hvor vådservietterne var købt, oplyser, at man efter Forbrugerrådet Tænk Kemis anmeldelse har fjernet mærkerne fra hylderne i alle butikker.

Forbrugerrådet Tænk Kemi opfordrer forbrugerne, der har købt vådservietterne til at undlade at bruge dem eller returnere dem til butikken.

Powered by Labrador CMS