Disse vaner smadrer din cykel

Alene ved at tillægge sig to nye vaner kan man forlænge cyklens levetid og spare hundredvis af kroner på regningen hos cykelmekanikeren

Udgivet Opdateret

Hårdt slid, barskt vejr og raslende cykelture på grusede, saltede og mudrede veje.

Cyklen er fast følgesvend for mange danskere. Og det koster nogle tæsk at blive brugt hele året.

Men faktisk kan man let forlænge jernhestens levetid, hvis bare man dropper to dårlige vaner, forklarer Karsten Hansen, der er cykelmekaniker og formand for Danske Cykelhandlere.

– For lavt dæktryk er den første faldgrube. Der er virkelig mange, som kører med forkert dæktryk, og det slider faktisk på hele cyklen, siger han.

Beskeden er den samme fra Magnus Lindhart, der er cykelmekaniker, værkstedschef og indehaver af Lindhart Cykler.

– For lavt dæktryk ødelægger både dine dæk og i værste fald også dine hjul. Til gengæld er der kun fordele ved at pumpe dem jævnligt. Det er gratis og ren win-win, siger han.

Klik videre i galleriet ovenfor og se, hvordan man undgår at bryde en række gængse cykelregler, og dermed også undgår en bøde.

Få styr på hjulene

For lavt dæktryk giver en større rullemodstand og betyder, at cyklen føles hårdere at træde.

Rent teknisk giver det også et større slid på dækket, fordi det mases halvfladt under kørslen, så det slides ujævnt i siderne.

Det giver samtidig et større slid på fælge, eger og resten af hjulets komponenter.

– Hvis man kører op over en kant eller ned i et hul, vil dækket normalt fordele trykket. Hvis dækket derimod er halvfladt, vil det give et større tryk på det ene sted, og det forplanter sig i resten af hjulet, forklarer Karsten Hansen.

Derfor vil man kunne forlænge cyklens levetid – alene ved at give den ordentlig luft i dækket, lyder konklusionen fra begge cykelmekanikere.

– På stort set alle dæk står det anbefalede dæktryk på siden af selve dækket, råder Magnus Lindhart.

Husk olien

Manglende smøring af kæden er en anden faktor, som stensikkert ødelægger cyklen.

– Igen øger det ikke bare slitagen på selve kæden, men også på tandhjul og andre dele, forklarer Magnus Lindhart.

Generelt slides bevægelige dele mere, fordi de selvsagt bruges mere.

Og det kræver ikke meget matematik at regne ud, at både kæde og tandhjul bliver sat i arbejde tusindvis af gange, når du træder i pedalerne henover et år.

– Det er også derfor, at kæden med tiden bliver slap, mens tandhjulene slides og bliver mindre i omkreds, forklarer Magnus Lindhart.

Det er der ikke i sig selv noget problematisk i.

Problemet opstår, når delene samtidig mangler smøring: så kører du metal mod metal, hvilket giver en langt større friktion.

Derfor bliver det slidt på ingen tid, forklarer Magnus Lindhart.

– Hvis du derimod smører kæden, så lægger olien sig som et beskyttende lag – en slags microfilm – mellem metaldelene, som holder meget længere, siger han.

Powered by Labrador CMS