DMI om ekstrem kulde: -Vi kan komme ned på -15 grader
Det bliver koldt.
Når dagene længes, og vinteren strenges, lyder et gammelt udtryk, der kort fortalt handler om tiden efter den mørke måned december. Udtrykket er farligt aktuelt netop nu, løfter Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) sløret for. De næste mange dage bliver nemlig præget af en ekstrem nær sibirisk kulde.
Under den diplomatiske overskrift “Kong Vinter indtager landet” præsenterer den vagthavende meteorolog Janne Hansen en femdøgnsudsigt, der er noget ildevarslende. Selv siger hun til Newsbreak.dk, at det endog kan blive endnu koldere på den anden side af weekenden.
– Fra i dag og ugen ud bliver det bare koldere og koldere, men efter weekenden bliver det virkelig koldt. Prognoserne, jeg arbejder med, strækker sig til sidst i næste uge, og her er der indikationer på, at temperaturerne kan komme helt ned på 15 minusgrader, fortæller Hansen.
Interessant uge
Til trods for, at udtrykket om længere dage og strengere vintre har sit ophav i netop februar, der er vinterens sidste måned, så er det ikke så tit, at vi i Danmark oplever så ekstrem en kulde, som den der nærmer sig.
Aktuelt skyldes det et hidsigt højtryk over Nordsverige, der bare pumper isnende luft fra de kølige egne ned over vi stakkels danskere. Helt galt bliver det senere, når vinden slår om fra øst til nordøst, fordi den direkte påvirkning øges – eftersom den kolde luft er nordpå.
– Det bliver virkelig ubehageligt, men også en interessant uge, siger Janne Hansen. I femdøgnsudsigten udgivet onsdag ses tydeligt, hvordan temperaturen både dag og nat gradvist bankes nedad, som dagene skrider frem. Nærmest sikkert bliver det, at der er dagsfrost mandag – nattetemperaturen nærmer sig de 10 frostgrader.
Onsdag – altså denne dag – bliver præget af skyer, men der er mulighed for lidt eller nogen sol i det sydlige Jylland og på Fyn. Temperaturen placerer sig mellem frysepunktet og fire graders varme. Nyd det, mens du kan.
Ind i marts
Noget tyder egentlig på, at vi godt kan vænne os til det kølige vejr, for i de prognoser, den vagthavende meteorolog arbejder med, er der ingen indikation på, at det ender. Hansen fra DMI fortæller endda, at hendes kolleger, der arbejder med langtidsprognoser, ser tegn på, at kulden fortsætter et stykke ind i marts.
Som det ofte er med Kong Vinter og sibirisk kulde, så medfører det snevejr. For nuværende er det svært at sige, hvor meget der vil dale/falde/vælte ned, men der er dog ingen alvorlig tvivl om, at der kommer sne de næste mange dage.
– I næste uge kan det godt se lidt bekymrende ud med snemængderne, men det er svært at sige noget præcist endnu, påpeger meteorologen. Uddybningen må vente, til vi nærmer os.
En helt anden sag er den såkaldte chill-faktor. Den er ikke at spøge med. Den angiver, hvor koldt det reelt føles, og her kan der være voldsomme udsving. Ikke mindst når der om nogle dage dannes et lavtryk ude i Nordsøen. Det skaber – i modspil med højtryk over Sverige – en trykforskel.
– Og så kommer der blæst, og så føles det for alvor koldt, siger Hansen til Newsbreak.dk