DMI udvider advarsel: Heftige snebyger har taget ny retning

DMI melder nu om risiko for snefygning på Lolland-Falster og det sydlige Sjælland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag rammer barskt vintervejr landet med voldsomme snebyger, tiltagende blæst og bidende kulde landet over.

Det har fået DMI til at varsle farligt vejr for Bornholm, hvor der forventes store mængder sne og kraftig snefygning. DMI melder også om risiko for voldsomt vejr i form af snefygning i Trekantområdet fra tirsdag aften.

Tirsdag formiddag har DMI’s prognoser vist, at endnu en del af landet ser ud til at blive ramt af snefygning. Der er udsendt en melding om risiko for voldsomt vejr på Lolland, Falster og det sydlige Sjælland.

Kraftig snefygning kan skabe store problemer.

“Snefygning kan medføre lukning af udsatte veje og dannelse af snedriver, nedsat sigt, risiko for standsning af kollektiv trafik,” skriver DMI.

Meldingen gælder fra klokken 18 tirsdag aften.

Snebyger skifter kurs

Meldingen er kommet, fordi området ser ud til at blive hårdere ramt af snefald, end det så ud til i morges, fortæller Trine Pedersen, meteororlog ved DMI til Newsbreak.dk

– Det hænger sammen med at vindretningen bliver en lille smule mere østlig, så i stedet for at bygerne fra Bornholm går ned over Tyskland, vil de bevæge sig mere i en østlig retning ind over det her område, siger Trine Pedersen.

Det er svært at forudsige, hvor meget sne, der kommer, og der kan være meget store lokale forskelle.

– Det kan sagtens enkelte steder komme op på 10 centimeter sne, siger Trine Pedersen, der understreger, at det fortsat er Bornholm, der bliver klart hårdest ramt af snevejret.

Fraråder unødig udkørsel

Bornholms Politi fraråder al unødig udkørsel nord for ruten Rønne-Aakirkeby-Nexø, og flere mindre veje er lukket, ligesom flere skoler på øen også har valgt at lukke.

– Falck meddeler at mange bilister kører fast eller havner i grøften, og der kan være ventetid på at få hjælp. Hvis du kører ud, så tag hjemmefra i god tid, og sørg for at have skovl og tæpper i bilen, samt en fuldt opladet mobiltelefon, skriver Bornholms Politi i en pressemeddelelse.

Der har fra morgenstunden også vejret kraftigt snefald flere andre steder i landet. I Nordjylland har sneglatte veje ført til uheld på stribe i morgentrafikken. På blot en time skete der syv uheld, hvor bilister kørte galt på grund af glat føre. Heldigvis kom ingen personer umiddelbart alvorligt til skade i forbindelse med uheldene.

– Kør forsigtigt derude – og HUSK at holde afstand til de forankørende, lyder formaningen fra Nordjyllands Politi i døgnrapporten.

Læs DMI’s vejrudsigt for voldsomt vejr her:

Et kraftigt højtryk over den centrale del af Skandinavien sender meget kold luft ned over Danmark fra nordøst og øst. Når den kolde luft kommer ud over det relativt varme vand i Østersøen og Kattegat dannes der snebyger og disse snebyger driver så med vinden ind over land. Vinden ventes generelt at tiltage i løbet af dagen og det giver risiko for snefygning i Østersøområdet samt i Trekantsområdet fra sidst på eftermiddagen.

Varslingskriteriet for snefygning er: Løs sne til stede og middelvindhastigheden overskrider 10 m/s.

I forbindelse med snebygerne de kommende dage vil der lokalt falde mellem 5 og 10 cm sne, på Lolland-Falster mellem 10 og 20 cm sne, og på Bornholm mellem 20 og 30 cm sne, lokalt op til 50 cm. Der falder også snebyger andre steder i landet, især i Kattegatområdet, men her forventes kriteriet for snefygning ikke at blive overskredet.

 

Powered by Labrador CMS