Drab på seks-årig dreng opklaret: Sådan løste politiet gåden

Bent Isager-Nielsen var med til at opklare Joachim-sagen, og som efterforsker lærte han særligt én ting af arbejdet med den.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når TV2 torsdag aften blænder op for endnu et afsnit i serien “Rejseholdet – Jagten på en Morder” ligger fokus på Joachim-sagen.  Det er en sag Bent Isager-Nielsen, tidligere chef for Rejseholdet, arbejdede tæt med.

Newsbreak.dk har talt med den tidligere Rejseholdet-chef, og han fortæller, at arbejdet med sagen for ham startede, mens han endnu “blot” arbejdede for Rejseholdet som efterforsker. Han var med i starten af efterforskningen, og han blev koblet på igen, da den senere dømt gerningsmand blev anholdt. Det var også ham, der sammen med en Randers-kollega færdigbehandlede sagen op til retssagen.

Dræbt med adskillige knivstik

Aftenens afsnit af “Rejseholdet – Jagten på en Morder” handler om drabet på Joachim Gisle Larsson, der seks år gammel forsvandt 8. november 1986, mens han var på vej til bageren.  Han blev fundet fire dage senere, dræbt med adskillige knivstik. Sagen blev endeligt opklaret nogle år senere, da Peder Dinesen Fur blev anholdt og senere dømt i sagen.

Men vejen dertil var lang, og i dag fortæller Bent Isager-Nielsen, at man i arbejdet med Joachim-sagen lærte en hel masse, der i årene efter blev til nye arbejdsmetoder for politiet.

Joachim var seks år gammel, da han blev dræbt. Foto: Scanpix.
Joachim var seks år gammel, da han blev dræbt. Foto: Scanpix.

– Det er en af de sager, der har betydet rigtig meget for den måde, jeg tænker på som efterforsker, fortæller han til Newsbreak.dk.

Sagen var med til, at politiet i Danmark begyndte at bruge mere energi og arbejde på databaser, politiet kan søge i.

Flere overgreb

Efterforskningen af Joachim-sagen viste, at drabsmanden, Peder Dinesen Fur, i årene inden drabet på Joachim havde flere overgreb mod børn.

Et halvt år efter, at Joachim-sagen startede, blev en 12-årig avispige overfaldet en tidlig lørdag morgen. Gerningsmanden havde tvunget hende ned i en kælder og bedt hende om at tisse i bukserne.  Pigens forældre anmeldte sagen til politiet, og pigen selv udpegede Peder Dinesen Fur som den mand, der stod bag overfaldet.

Peder Dinesen Fur blev i sidste ende dømt for drabet på Joachim. Foto: Scanpix.
Peder Dinesen Fur blev i sidste ende dømt for drabet på Joachim. Foto: Scanpix.

– Hun udpegede ham i forbryderalbummet og sagde “det var ham,” lyder det fra Bent Isager-Nielsen.

Peder Dinesen Fur blev anholdt og afhørt, og hos politiet tænkte man selvfølgelig på, om han kunne have noget at gøre med Joachim-sagen. Alligevel blev manden løsladt, af flere årsager, fortæller Bent Isager-Nielsen.

– Han nægtede ethvert kendskab, hans mor gav ham et alibi, og der var ingen beviser for, at han havde noget med sagen at gøre, fortæller den tidligere leder af Rejseholdet. Der tvar også en udbredt opfattelse blandt efterforskerne, at han slet ikke passede som type i den slags sager.

Gennembrudet

Samtidig vidste man på det tidspunkt ikke, at en række børn havde været ofre for lignende overgreb som den 12-årige avispige. Det fandt man først ud af senere, da endnu et overgreb fandt sted-

To og et halvt år efter, at Joachim blev dræbt, blev Peder Dinesen Fur anholdt og sigtet for drabsforsøg i en anden sag, hvor en pige var blevet overfaldet.

Hos politiet fattede man nu interesse for manden, og Bent Isager-Nielsen blev koblet på sagen. Yderligere efterforskning, samt afhøringer af den mistænkte, gjorde, at han tilstod drabet.

Nye arbejdsmetoder

Da Peder Dinesen Fur i sidste ende blev sigtet for drabet på Joachim, blev han også sigtet for seks andre forhold, der mindede om sagen, hvor den 12-årige avispige blev overfaldet.

Bent Isager-Nielsen var med fra start til slut, da Joachim-sagen blev opklaret. Foto: Scanpix.
Bent Isager-Nielsen var med fra start til slut, da Joachim-sagen blev opklaret. Foto: Scanpix.

Det er dét, der er en af de primære årsager til, at Bent Isager-Nielsen i dag den dag i dag husker Joachim-sagen. Politiet havde ikke i 1986 adgang til samme databaser, der kan samkøre sager og vise mønstre, der kan pege på, at en serieforbryder er løs.

Bent Isager-Nielsen fortæller Newsbreak.dk, at Joachim-sagen på den måde blev brugt som afsæt til at sikre, at man i fremtiden ikke lod en gerningsmand være på fri fod, og begå overgreb, i årevis, inden det gik op for politiet, hvad der gik for sig.

– Sagen har haft stor betydning for udviklingen af vores efterforskningsmetoder og den måde, man registrerer, at det er den samme person, der står bag flere sager, fortæller Bent Isager-Nielsen.

Powered by Labrador CMS