Dronning skadet i skiulykke

Foto: VESA MOILANEN/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Den svenske dronning Silvia har fået et brud på skulderen efter en skiulykke på de schweiziske pister.

Den svenske dronning Silvia måtte onsdag et tur på hospitalet i Schweiz efter en ulykke på skiløjpen i alpelandet.

Det oplyser det svenske kongehus på sin hjemmeside.

Den 71-årige dronning var sammen med kong Gustav, da et styrt satte en trist stopper for parrets skiferie.

– Det var lidt overskyet på det tidspunkt, og hun faldt på pisten. Hun faldt så hårdt, at hun slog skulderen, siger kongehusets pressechef, Margareta Thorgren, til Aftonbladet.

– Senere på hospitalet kunne lægerne konkludere, at der var brud på højre skulder, fortsætter hun.

Pressechefen har ingen oplysninger om, hvor alvorlig skaden er, og om skaden kræver operation.

– Under omstændighederne har hun det godt, og kongeparret planlægger at blive på destinationen. Men selvfølgelig skal dronningen hvile sig i nogle dage, siger Margareta Thorgren.

Ligesom den danske kongefamilie har den svenske kongefamilie stået på ski i mange år og tilbringer ofte vinterferien i alperne.

Newspaq

Powered by Labrador CMS