Dyrenes beskyttelse: Vilde dyr skal ud af cirkus

Står det til Dyrenes Beskyttelse, så skal man ikke længere kunne opleve vilde dyr i cirkus i Danmark. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Det skal være slut med at trække elefanter, søløver og zebraer i manegen for at underholde danske cirkusgæster.

Det mener Dyrenes Beskyttelse, der vil have et totalforbud mod vilde dyr i cirkus, fordi forholdene i langt fra lever op til dyrenes naturlige adfærdsmuligheder og behov. Zoolog i Dyrenes Beskyttelse Michael Carlsen påpeger, at de vilde dyr stresses i de snævre transportvogne, utilstrækkelige indhegninger og måneders uafbrudt turné.

»I Danmark er de eneste tilladte vilde pattedyr i cirkus elefanter, søløver og zebraer. Der er dog ingen biologisk grund til, at disse dyr modsat alle andre vilde dyr skal kunne optræde i cirkus, faktisk tværtimod. Et omrejsende cirkus kan slet ikke opfylde de krav, der bør være til at holde vilde dyr i fangenskab. Derfor ønsker vi, at forbuddet skal gælde alle vilde dyr uden undtagelse,« siger Michael Carlsen.

Hele tiden på farten

»Problemet med et cirkus er, at man hele tiden er på farten. Derfor får dyrene ikke mulighed for at udleve deres naturlige adfærd bare i rimeligt omfang. Man kan altid diskutere forholdene i zoologiske haver, men her har man trods alt muligheder for at gøre noget for dyrenes velfærd. En elefant trives altså på ingen måde i en lille transportvogn, og en søløve har brug for mere end en balje vand at leve i,« siger han.

Sidst, der blevet taget politisk stilling til problematikken, var i 2008, da en arbejdsgruppe udarbejdede en række anbefalinger. Her endte det med, at et flertal bestående af blandt andre Cirkusdirektørforeningen, Fødevarestyrelsen og Foreningen af Forlystelsesparker fik undtaget elefanter, søløver og zebraer fra forbuddet, oplyser Dyrenes Beskyttelse.

Går ud over dyrenes velfærd

»Der er ingen god biologisk forklaring på, hvorfor man har valgt at tillade elefanter, søløver og zebraer. Tværtimod er der forskellige studier, der viser, at de også bør være forbudt i cirkus, da det går ud over deres velfærd. Over 15 andre lande har allerede et forbud, og det bør også indføres i Danmark. Man kan sagtens køre et cirkus uden at have elefanter,« siger Michael Carlsen, der opfordrer danskerne til at tage stilling, hvis ikke politikerne reagerer:

»Hvis ikke totalforbuddet af vilde dyr i cirkus bliver vedtaget, kan man ikke bare forbedre forholdene for dyrene, fordi mulighederne er så begrænsede. Det eneste, der er at gøre, er at lade være med at komme i cirkus, som har elefanter, søløver og zebraer.«

Powered by Labrador CMS