E-boks i kæmpe skandale: Tusindvis af lønsedler sendt forkert

En fejl ved en softwareopdatering har givet kæmpe koks i udsending af lønsedler gennem E-boks.

2046 lønsedler er belvet sendt til de forkerte personer i E-boks. Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Udgivet Opdateret

Mere end 2000 danskere har modtaget en anden persons lønseddel i indbakken hos den digitale posttjeneste E-boks. Det skriver Ekstra Bladet.

Den alvorlige fejl er sket i kølvandet på massive driftforstyrrelser, der mandag gav mange problemer med at logge på E-boks.

Mere præcist har mere en 2046 danskere fået en lønseddel, som ikke tilhørte dem, i deres E-boks. Dermed har de fået adgang til særdeles følsomme oplysninger om blandt andet løn, navn og CPR-nummer om helt tilfældige personer.

Ifølge Ekstra Bladet er det lønsedler fra firmaet Bluegarden, der er ramt, og det var også her fejlen blev opdaget.

– Vi er stærkt fokuseret på at gøre, hvad vi kan for begrænse de skader, sagen giver. Der bliver selvfølgelig rettet op på fejlene, så folk får deres rigtige lønsedler, siger Tine Greve, kommunikationschef hos Bluegarden til Ekstra Bladet.

Fejlen er dog ikke sket hos Bluegarden men hos Nets i forbindelse med en opdatering af software hos betalingsfirmaet Nets.

– Nets er nu i gang med at få sendt de korrekte lønsedler ud, mens vi kontakter de arbejdsgivere, som er ramt.

– Vi arbejder også på at få Nets til automatisk at fjerne lønsedlerne hos modtagerne i deres e-Boks, siger Tine Greve til Ekstra Bladet.

“En katastrofe”

Hun opfordrer til, at de, der har modtaget en andens lønseddel, sletter den.

Lønsedler indeholder private oplysninger som CPR-nummer, bankkonto, fradrag og så videre.

– Det er jo en katastrofe, at en fremmed mand får en af mine pigers lønseddel med oplysninger om bank og personnummer og det hele.

– Det kunne lige så godt have været en, der ikke var ærlig, som fik fat i oplysningerne, siger Leif Nielsen, der administrerer løn i selskabet Bryggen Vaffelhus.

Lønsedlen fra en af hans ansatte, er endt hos en fremmed.

 

Powered by Labrador CMS