Efter to kasser: Kæmpe hyldest til Braithwaite

Ronald Koeman roser danskerens udvikling, mens to aviser giver ham topkarakter efter dobbeltscoring

Martin Braithwaite kom flyvende fra start med to scoringer, da FC Barcelona søndag tog hul på sæsonen med en sejr på 4-2 over Real Sociedad. Sportsavisen Marca mener, at danskeren var hjemmeholdets bedste spiller.
Martin Braithwaite kom flyvende fra start med to scoringer, da FC Barcelona søndag tog hul på sæsonen med en sejr på 4-2 over Real Sociedad. Sportsavisen Marca mener, at danskeren var hjemmeholdets bedste spiller.
Udgivet Opdateret

Den danske landsholdsangriber Martin Braithwaite fik søndag en blændende start på sæsonen i Spanien med to scoringer og en målgivende aflevering, da FC Barcelona besejrede Real Sociedad 4-2 i La Liga.

Og der er også store roser til danskeren - både fra cheftræner Ronald Koeman og fra en af Spaniens førende sportsaviser.

- Jeg er begejstret over at have spillere som ham, siger Koeman ifølge sportsavisen Marca.

- Han er en eksemplarisk professionel. Han arbejder altid for holdet og har forbedret sit spil, tilføjer hollænderen.

Overstrålede alle

Ifølge avisen Marca overstrålede den 30-årige danske angriber alle sine holdkammerater. I Marcas rangering af Barcelonas spillere ligger Braithwaite således øverst.

- Hans entusiasme kunne ses med de to mål, han leverede. Det var en rigtig god start på sæsonen, og han tager prisen for at være den spiller, som har forbedret sig mest. Det viser, at han kan blive et meget brugbart våben for Koeman i denne sæson, skriver Marca.

Kampens bedste

Sport, der er et andet spansk medie, udråber også Braithwaite til kampens bedste spiller. Han får som den eneste hos Barcelona karakteren ni.

- Allerede i det første minut kom han frem til en målchance, han læste spillet godt, forstod at udnytte de fri rum på banen og hans hovedstødsmål i første halvleg var klasse, skriver Sport blandt andet.

BLÅ BOG: Martin Braithwaite

* Navn: Martin Braithwaite.

* Født: 5. juni 1991.

* Nationalitet: Dansk.

* Position: Angriber.

* Klub: FC Barcelona.

* Tidligere klubber: Leganes, Middlesbrough, Bordeaux, Toulouse og Esbjerg.

* Landskampe/mål: 56/10.

* Ungdomslandskampe (samlet): 21/2.

* Klubkampe/mål for Leganes: 48/13.

* Titler: Vinder af landspokalturneringen med Esbjerg i 2012/13.

Kilde: DBU og Transfermarkt.
Powered by Labrador CMS