Efterlod kvinde i hjælpeløs tilstand

Under en healingweekend i 2020 indtog kvinden en urtedrik, hvorefter hun kastede blod op og kom i livsfare

Offentliggjort Sidst opdateret

Shaman dømt for uagtsom legemsbeskadigelse

En 61-årig mand er idømt fire måneders betinget fængsel for uagtsom legemsbeskadigelse under en healingweekend.

Kvinden blev alvorligt syg efter at have indtaget urtedrikken sangre de grado og den psykedeliske bryg ayahuasca.

Manden skal udføre 100 timers samfundstjeneste og betale erstatning til kvinden.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En 61-årig mand er torsdag ved Retten i Kolding blevet idømt fire måneders betinget fængsel for uagtsom legemsbeskadigelse mod en kvinde, der deltog på en healingweekend, som manden faciliterede, i 2020.

Det skriver TV Syd.

Var blevet dårlig 

Kvinden var blevet dårlig, efter at hun havde indtaget urtedrikken sangre de grado, der også kaldes drageblod, sammen med store mængder vand under en udrensningsceremoni.

Dagen forinden havde kvinden også indtaget den ulovlige psykedeliske bryg ayahuasca, der indeholdt det euforiserende stof DMT.

Manden fungerede som shaman under udrensningsceremonien. En shaman er en slags spirituel guide.

Blev ukontaktbar 

Efter at have indtaget drageblodet blev opholdets omkring 20 deltagere bedt om at drikke store mængder vand for at kunne kaste urtedrikken op igen.

Retten i Kolding har torsdag idømt en 61-årig mand fire måneders betinget fængsel i en sag om en healingweekend, hvor deltagerne indtog urtedrikken sangre de grado, der også kaldes drageblod.

Flere vidner har i retten beskrevet, at den 68-årige kvinde blev ukontaktbar efter ceremoniens afslutning.

Den 61-årige blev tilkaldt for at se til kvinden, der på et tidspunkt begyndte at kaste blod op.

Ringede ikke efter hjælp 

Shamanen ringede ikke efter professionel hjælp, men kørte selv kvinden fra adressen i Kollemorten ved Give, hvor opholdet foregik, til Vejle Sygehus.

Her fik hun konstateret hul i spiserøret og et for lavt saltniveau i blodet, hvilket førte til en væskeansamling i hjernen. 

Ifølge Retslægerådet kan begge dele være livstruende. 

Det er kommet frem under sagen.

Kvinden blev kort efter overflyttet til Odense Universitetshospital (OUH), som hun blev udskrevet fra godt tre måneder senere.

Nægter sig skyldig 

Shamanen var tiltalt for at efterlade kvinden i hjælpeløs tilstand, da han ikke iværksatte den fornødne hjælp, da kvinden blev dårlig.

Derudover var han tiltalt for uagtsom legemsbeskadigelse ved at have tilrettelagt, at kvinden indtog drageblodet, blev dårlig og kom i livsfare.

Ifølge TV Syd skal manden udføre 100 timers samfundstjeneste som en del af den betingede dom og betale 48.520 kroner til kvinden.

Den 61-årige, der har nægtet sig skyldig, har 14 dage til at overveje, om han vil anke dommen.

Powered by Labrador CMS