Ekspert: Usandsynligt at IS står bag flystyrt

Det er urealistisk, at en militær islamistisk gruppe står bag lørdagens flystyrt i Egypten, vurderer en ekspert. Flere europæiske luftfartselskaber vælger dog at flyve udenom Sinai-halvøen, hvor ulykken skete.

Foto: KHALED DESOUKI/Scanpix.
Udgivet Opdateret

En militær gruppering, der sympatiserer med Islamisk Stat, har taget ansvaret for, at et russisk passagerfly lørdag styrtede ned i Egypten.

Men det er ikke realistisk, mener flyekspert og tidligere lufthavnschef i Københavns Lufthavn, Hans Christian Stigaard.

»Det lyder godt nok – ja, der er jo intet, der er umuligt – men det lyder godt nok ikke sandsynligt,« siger han og uddyber:

»Så skal det være lykkedes dem at anbringe en eller anden form for bombe på flyet, der så er blevet udløst. Jeg tror ikke på, at de har skudt det ned, for så var det ikke gået sådan her. Så var det gået ligesom MH17, der bare faldt ud af himlen,« siger han og henviser til flyets sidste bevægelser på radaren, inden det styrtede ned.

Her er mønstret markant anderledes fra MH17, der blev skudt ned over Ukraine i 2014 og meget pludseligt forsvandt fra radaren. Ifølge data fra det russiske passagerfly mistede det højde, hvorefter piloterne fik rettet flyet lidt op, inden det til sidst styrtede. Flyet tabte højde, da det var ni kilometer over jorden – umiddelbart for højt oppe til, at man kan have skudt det ned fra jorden.

Teknisk fejl kan være skyld i flystyrt

Hans Christian Stigaard vurderer, at det formentlig ville vise sig at være en teknisk fejl i flyet, der er skyld i ulykken.

»Det kunne se ud som en eksplosion i en motor eller et trykfald – og et trykfald kan selvfølgelig skyldes, at der er en eksplosion om bord på flyet. Så man kan ikke med 100 procent sikkerhed afvise af IS er indblandet, men det lyder heller ikke overvældende sandsynligt,« fastslår Hans Christian Stigaard.

Rusland tror heller ikke på IS

Heller ikke den russiske transportminister, Maksim Sokolov, tror på, at Islamisk Stat står bag flyulykken.

»Påstanden kan ikke anses for at være præcis,« siger han ifølge Reuters til nyhedsbureauet Interfax, og henviser til den udtalelse, som IS-grupperingen kom med på Twitter efter flystyrtet:

»Islamisk Stats krigere er lykkes med at få et russisk fly, der havde over 220 russiske korsfare om bord, til at styrte ned i Sinai-provinsen. De blev alle dræbt, takket være gud,« skrev en talsperson for gruppen.

Ifølge egyptiske myndigheder peger den første undersøgelse på, at der var tale om en teknisk fejl i flyet. Den konklusion er dog for tidlig at drage, mener man hos de russiske myndigheder. Her efterlyser man mere »pålidelig information«, før man vil vurdere, om der var tale om en teknisk eller menneskelig fejl, skriver det russiske nyhedsbureau RIA ifølge Reuters.

Flyet var på vej fra feriedestinationen Sharm el-Sheikh i Egypten til St. Petersborg i Rusland. Om bord var 224 personer, heraf i hvert fald 217 russere. Alle personer om bord er omkommet.

Lørdagens ulykke har fået to af Europas største flyselskaber, Lufthansa og Air France, til at omdirigere deres fly, så de undgår at flyve ind over Sinai-halvøen. Begge selskaber vil vente med at flyve ind over området, til den præcise årsag til dagens ulykke er kortlagt.

Powered by Labrador CMS