EM-bronze og pokalvinder – og nomineret som verdens bedste træner

Foto: ATTILA KISBENEDEK/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Helle Thomsen har formentlig haft en jul, hun aldrig vil glemme.

Den travle danske håndboldtræner vendte hjem til dansk jul med en EM-bronzemedalje om halsen, efter hun guidede det svenske landshold til triumf. Lørdag kunne hun så juble igen, da hun som cheftræner for FC Midtjylland sammen med sine spillere lod sig hylde som pokalvinder efter finalesejr over Team Tvis Holstebro.

»Kald mig bare for en glad kælling. For det er lige, hvad jer er,«jublede hun.

Men her stopper succesen ikke. Den dobbeltjobbende træners flotte resultater har skabt genlyd i håndboldverden. Så meget, at 44-årige Helle Thomsen nu er nomineret til den ærefulde titel som verdens bedste træner i kvindelig håndbold i 2014.

Det er håndboldsitet handball-planet.com, der sammen med 17 håndboldjournalister fra hele verdenen står bag nomineringen og kåringen. En nominering, som faktisk fandt sted før lørdagens pokaltriumf. Pokaltitlen har dog næppe mindsket hendes chancer for den ærefulde titel.

Det er dog et stærkt felt, Helle Thomsen skal dyste med. De øvrige nominerede er:

Jorge Duenas, Spanien
Thorir Hergeirsson, Norge
Dragan Adzic, Montenegro og Buducnost
Ambros Martin, Györ.

Thorir Hergeirsson, der overraskende førte Norge til EM-guld, ligner et godt bud på en vinder. Sidste år gik hæderen til spanske Ambros Martin.

Powered by Labrador CMS